Det virkede så latterligt at sidde der i sofaen og føle sådan. Hun vidste jo for fanden godt hvad det handlede om. hendes forpulede ego der skulle have trøst. Hun vidste jo også godt at det var hendes egen skyld. Hun kunne jo bare have blevet hjemme! For helvede..

Han var hendes bedste ven. Den første til at vide alt, på trods af at de aldrig rigtig så hinanden. Han var altid kun en sms væk. En kæmpe trøst og støtte, som hun altid kunne regne med! Så fint og så dyrebart at have, midt i det kaos af følelser, tårer og flyttekasser hun stod i..

Men så var der lige dén dag.. Den dag, der have været så forpulet svær allerede flere dage i forvejen. Og han var med hende, hele vejen i mobilen i hendes hånd.
   Da hun sad der i venteværelset, tastede hun nærmest manisk løst på tastaturet: "Hey? Du skal være her nu! Skriv noget! Jeg har virkelig brug for at du er her. Nu!" Og han var der, hun tålte bare ikke at der gik for mange minutter.

"Det kommer til at gå skide godt! Du er så pisse stærk - det ved jeg! Og du kan altid afreagere på mig bagefter, hvis du har lyst.. Eller bare komme ud og få et lille trøstekys ;)"

Det blev tit sådan - kærligt og intimt, men det var aldrig noget der skulle blive levende. Han var i et forhold, og hun havde brug for en ven. Men det trøstede og den dag, den forpulede dag, kørte hun hjem til ham. Det var så varmt og trygt. Hun følte sig rolig og fuld af boblende grin. For fanden hvor kunne han få det dejligste frem i hende. Timerne fløj afsted, sådan som de jo gør, og til sidst blev det tid til at køre hjem. De sad ved siden af hinanden i sofaen, drejet mod hinanden. Hun lænede sig frem for at stille koppen fra sig på stuebordet og sige godnat, men før hun vidste af det, havde hun hans hånd om nakken og hans mund låst om hendes. Det eneste hun kunne var at give efter. Hold kæft hvor havde hun savnet de kys.. i så mange år.

Hele hendes krop blev blød som smør, da han blidt skubbede hende bagover og ned i sofaen. Han lagde sig ovenpå hende, kyssede hendes mund, øre, hals. Hans berøring føltes som kølende klude på hendes forbrændte sjæl. Det eneste hun kunne høre var blodet der brusede i ørerne.
   ...

Den forpulede dag.. De lovede hinanden at det intet ville ændre. Det skulle ikke have været sket - det var klart! Men det måtte ikke ændre noget. Hun havde brug for ham og han lovede at det intet ændrede - han ville stadig være der! Han lovede det!

Og nu sad hun der i sofaen. Hun vidste hans samvittighed nagede ham - naturligvis. Og nu turde hun ikke længere skrive til ham. Hun var så bange for at blive afvist. "Det er bedst vi ikke har nogen kontakt" ville han sikkert svare. For han skrev heller ikke til hende.

Hvorfor var hun ikke bare blevet hjemme? Hun vidste jo det ville ske..

Hold kæft, hvor det føltes latterligt det hele.