Karen lå på ryggen og stirrede op i det hvide loft. Bente i sengen ved siden af sov med halvåben mund, og kom med lave snorkelyde. Karen tænkte alt hvad hun kunne på den plan, der snart skulle føres ud i livet. Stativet ved siden af hende bippede rytmisk. Den skulle hun også have smuglet ubemærket med ud. Var det ikke nu her de plejede at gå til pause?

Hun satte sig langsomt og let besværet op i sengen, fik fat i det lille møbel med hjul under, og hev det hen til sig. Hun havde sparet penge op, 167kr, for at være nøjagtig. Det var det beløb hun skulle bruge. "Forresten, inden du går, har du så ikke lige et par mønter jeg kan låne? Ja, min appetit er jo ikke så stor, men jeg elsker at gå ned i kiosken og købe noget chokolade!" - den frase havde hun liret af mange gange efterhånden, og det virkede hver gang hun havde besøgende.

Hun talte efter og jo, præcis 167kr var der! Så var det fandme nu! Pengene lagde hun i lommen i den lille taske som hun hang om halsen, og rettede herefter blikket mod døren og lyttede efter. Ingen skridt, ingen stemmer, kun bippen fra al den teknik der var på afdelingen. Hun rejse sig fra sengen, støttede sig op ad stativet, og gik langsomt mod døren. Met var måske alligevel meget godt, at hun havde det stativ koblet på sig.

Hun tog bestik af situationen ude på gangen. Ikke et øje så hun, og hun skyndte sig det bedste benene tillod hen til elevatoren. Dørene åbnede, hun trådte ind og fik så lydløst som muligt, bakset stativet ind og fik trykket på S - stuen. Det tog ikke mange sekunder før elevatoren satte i fart ned af, og dørerne plingede og gik op. Hun fik igen bakset stativet og sig selv ud og stod nu og kiggede ud i det store, åbne rum, hvor hovedindgangen, caféen og kiosken lå. Hun følte sig pludselig meget synlig i sit hvide tøj og stativ og satte i lidt for høj fart retning mod de store svingdøre, der førte hende udenfor. Hun fandt en bænk og slog sig ned. Solen skinnede og hun mærkede at den varmede hende. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde mærket solen, og missede med øjnene mod den. Sådan sad hun et øjeblik mens hun tænkte på, om der nu virkelig var penge nok? Hun fandt alle mønterne frem og talte dem igen. Jo, det var ganske bestemt det rigtige beløb! Nu var det nu - endelig! Hun fik pakket pengene af vejen, rejste sig og gik tilbage ind af dørerne. Målbevidst satte hun kursen mod kiosken, og her var heldigvis ingen kø. Hun gik op til kassen, og ringede på den lille kiosk. En ung pige, vel i starten af sine tyvere, kom ud, smilede venligt og spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Karen smilede tilbage og svarede "10 røde Look, tak. Og jeg har vist lige penge til dig". Hun fandt mønterne frem og lagde 167kr på bordet.

Næste dag kom der svar fra scanningen. Kræften havde bredt sig i hjernen, og der var intet mere de kunne stille op.