Venteværelset.
Limpertsberg var et stort, det største og et godt, det bedste hospital i Luxembourg, rigt finansieret og helt igennem privat, men det lugtede ikke mindre af lange gange, af sygdom og død af den grund, måtte hun altså erkende, beklage, henvist til venteværelset som hun jo var blevet, mens de arbejdede, mens de baksede med ham. Sådan sad hun nu, ikke foran et podie med en regerende kejser på, i stil med en ophøjet kransekagefigur, kunne man få lyst til at forestille sig, som de formodentligt begge havde foregrebet, som de helt aldeles arrogante mennesker de jo var, men i stedet i den yderste periferi af en døende mands liv.
Marguerite var ikke uvant med at græde, tro det endeligt ikke, at hun var så ufølsom, så afstumpet, men hendes øjne forblev tørre eftermiddagen igennem, aftenen med, fordi ingen kunne vide hvilken balance tårer ville udgøre på vægtskålen, da slet ikke hende, da slet ikke hendes, når hun nu engang kendte ham bedre end det. Kendte ham udover gætværket og illusionerne, ud over den offentlige forblændelsen og langt ind i privaten. Ah, men kunne en dråbe fra eller værre endnu, en dråbe til gøre udfaldet, den store forskel, da græd hun ikke en eneste. Tåre. For hans skyld.
I mellemtiden blev en af sygeplejerskerne ved med at rende hende på dørene, på nerverne, sådan som hun kom rendende konstant. "Hvis De har brug for én at tale med, Mademoiselle Gagnon," gentog hun bekymret sig selv, igen og igen, men Marguerite rettede til sidst blikket mørkt på hendes ansigt, så sætningen i sidste forsøg forblev halv og ufærdig, om ikke andet. Hans blod hang stadig ved spidsen af hendes ganske rodede fletning, de ellers engang fint ordnede lokker, så alt han havde efterladt hende nu var tørret ind, var blevet brunt, koldt og hårdt.
"Kom endeligt tilbage til mig, når I har stabiliseret ham," svarede hun, direkte i talen. Ligefremt.
Pigen åbnede munden en enkelt gang, men besluttede sig klogeligt for ikke at sige mere, gudskelov, lidt fornuft havde hun vel at gøre sit arbejde med. Da hun lukkede døren til venteværelset efter sig, sank Marguerite tilbage i sit sæde, tilbage i dette altopslugende vakuum, hang således i midten af tomheden og stilheden. Hang dér alene. Hang dér længe. Så uendeligt længe.
Viserne på uret viste meget lidt af relevans. Tiden gik blot. Tiden gik.
Åh, hun vidste godt, at havde der nogensinde været et tidspunkt, en reel chance for at hun kunne flygte ud af den store Augustus' jerngreb, så var det denne. Så havde hun her muligheden. Imens manden ikke besad et eneste ben at stå på og stædigt, men passivt kæmpede sig igennem et mørke der ville skjule hende mere effektivt end det strålende lys og glorien hun hidtil havde iklædt ham kunne. Hun havde derudover også tiden, se dog, uret annoncerede ikke midnat endnu, men lysten havde hun ikke. Ikke mere, måske havde den aldrig været en faktor, en brik, en spiller, så mange måske'er...
Og med dem, alle de uudtalte ord, de ugjorte handlinger, som eneste selskab blev Marguerite pænt siddende på sin grimme, hvide stol som var hun blevet bedt om det, som havde han selv sagt hun skulle, til trods for at Augustus aldrig nogensinde havde beordret hende til noget hun ikke selv havde villet først.
Måske havde hun dér, lige dér og næsten, fundet grunden til at hun ikke blot, ikke simpelthen, ikke så simpelt som hen og ud, fandt sine fødder frem og gik sin vej, gik, gik, gak. Kvindemenneske! Ind imellem det dunkle dengang og det tyndslidte nu måtte hun virkelig være blevet ganske gennemført gal, ikke sandt?
Stuen.
Efter at have forklaret hende i evigheder, i gåder og i tåger om skudsår, overlevelseschancer og knoglekvæstelser, havde overlægen endeligt anvist dem en ryddelig dobbeltstue, hvor Augustus' seng alligevel syntes at fylde alt, udfyldte hver en kvadratmeter og Marguerite satte sig tavst i lænestolen under fjernsynet, overfor, med sin dårlige kaffe på det slidte kaffebord ved siden af, men ikke ved hans side. Åh, ikke for tæt på, tænk bare, alle de forhold og deres dertilhørende forklaringer som man pludseligt måtte holde ud foran sig, betragte, hvis ikke beundre, mens det ene og den eneste som betød noget af egentlig konsekvens sygnede hen mellem slanger og lagner.
På intet tidspunkt rejste hun sig op og gik over til hans sengekant, et sted hun ellers havde været så umådeligt velvilligt, så overmåde lystigt at finde den selvsamme morgen, ikke sandt - for havde hun ikke allerede set ham? Den store kejser. Hans blege ansigt, de lukkede øjne der alligevel dirrede uroligt, den automatiserede brystkasse der hævede sig uden nogle rigtige hævdelser. Op og ned, op og ned. Jamen, hvem, hvem spillede rollen som Tornerose nu?
Som vanligt og sikken lettelse, var det ikke, var det ikke bare, dukkede Marcel op ud af det rene ingenting. Til kontrast eller til sammenligning kunne hans øjne ligeså vel have været lukkede, så mørke og ulæselige var de, for hende, imens han fra døråbningen stirrede på hendes urørlighed eller på hendes kaffes urørthed, hvilken en af dem der mon havde hans interesse var svært at sige, før han derpå vendte et klart og et langt klarere blik mod sengen. Gloede stiltiende på manden mellem maskinerne. Som de dog begge formåede en ligelig tavshed nu, ham og hende, dem og deres kejser, som til en begravelse! - sekunderne tikkede forbi, de ventede og de ventede endda pænt på at det rene ingenting skulle udspille sig. Foran dem eller imellem dem, over eller under. Suk, da. Suk. Ingen mirakler skete, ingen magi kastede stjerner af sig. Ingen prinser og ingen gode feer gjorde deres storladne entré. Der var kun Marcel og Marguerite, sammen med det stadigt levende lig som gik under så uendeligt mange navne, de kaldte ham hvert deres.
"Jeg giver ham 48 timer, højst," fortalte Marcel hende efter denne lange tids - ah, overvejelse var det nok ikke, men ordløshed i det mindste og fortalte hende det på sit uheldige fremmed-fransk, oveni. "Hvis han ikke er vågnet inden, hiver jeg sgu selv stikket ud."
"Hvilken pris sætter han derfor ikke på dig, er jeg sikker på," svarede hun uden at flytte sig, med armene slået om knæene og knæene trukket op, uden at hun så meget som rørte ved stolens armlæn eller, Gud forbyde det, kaffen som vitterligt kun var til pynt og beroligelse, for længst kold. På den måde som det oftest gjorde sig gældende for Marguerite, fortalte hun ingen unødvendige løgne og lod aldrig munden løbe af med sig, heller ikke i koketteriets hellige navn, så hun var også i dette øjeblik faktisk ganske oprigtig. Var helt sikker. På mandens, Augustus' mands, hans bedste vens, hans brors uvurderlighed som til hver en tid og til fulde matchede hendes egen, havde hun skam indset, havde hun godt forstået, men hvor sikre kunne mennesker som dem egentligt blive? I den grufulde virkelighed. Var spørgsmålet. Med alt andet sagt og gjort.
Marcel svarede hende ikke.
Ligesom ham, i en art modvillig spejling, rettede hun igen opmærksomheden mod Augustus' sygeseng, hvor intet havde forandret sig. Han sov stadigvæk den tungest mulige, en rent ud sagt fortryllet søvn. Det eneste de kunne vide sig sikre på, konger og dronninger som de havde været hver især, var vel at alle eventyr måtte slutte en dag.
Til deres dages ende, lød den faste remse vist.