Jeg sidder i bussen.
   Hvordan kom jeg herind?
   Hjertet hamrer.
   Jeg kan stadig mærke angstens sved ned ad ryggen - koldt og vådt.

Jeg skæver ud af vinduet og ser resterne af det forulykkede fly - forvredne metaldele, sort røg, lugten af brændt gummi, brandbiler, ambulancer og politibiler, læger der løber frem og tilbage. Journalister der går i vejen og forsøger at få de bedste og mest dramatiske billeder af ulykken.
   Er jeg stadig hel? Jeg kigger ned ad mig selv og sukker lettet. Det ser ud til at jeg er i ét stykke. Utroligt at jeg slap så godt fra flystyrtet.

Jeg ser rundt på de andre mennesker i bussen, som netop sætter sig i bevægelse. Der er en trykket stemning. Nogle græder, mens andre sidder med stenansigt og kigger ud i luften. Jeg lægger mærker til, at jeg selv sidder med fast knyttede hænder, og at jeg spænder i hele kroppen. Jeg forsøger at slappe af, mens kvalmen vælter ind over mig, og jeg mærker tårerne presse sig på.

En mand i et mørkt jakkesæt sidder og roder i sine lommer, mens han mumler noget. Det får mig til at tænke på, at jeg burde ringe til min mand og fortælle ham, at jeg er i god behold. Han bliver helt sikkert urolig, når han hører om ulykken i nyhederne. Jeg famler efter min mobiltelefon, men kan ikke finde den. Måske har jeg tabt den i flyet? Eller da jeg kravlede ud? Så bliver jeg nødt til at vente, til vi kommer hen til hospitalet, eller hvor bussen nu kører os hen.

Vi kører ind i en tunnel, og der bliver mørkt i bussen. Gennem forruden får jeg øje på lyset for enden af tunnelen - et strålende klart lys, så fuldstændigt forskelligt fra det triste syn, vi forlod.

I højtaleren lyder chaufførens stemme: "Så er vi snart fremme. Glem nu dem, I har forladt på jorden og gør jer parat til at møde jeres kære, som står klar til at modtage jer her på den anden side, i jeres nye tilværelse."