Februar:

Hans svedige ansigt glinser i solen, han har mørke plamager under armene. Stakken vokser langsomt frem. Sirligt arrangeret, til perfektion, rund og smuk.
   Jeg har forsøgt at deltage uden held. Det er som at sende en bold mod en mur, der aldrig sender den tilbage. Mine hænders oprør, synes at leve deres eget liv, uanset hvor meget jeg påstår, jeg gerne vil lære det.

Derfor arbejder Hans alene. Træet til stuens brændeovn henter han hvert år i skoven. Han har en god og rimeligt billig aftale med skovridderen.

Vores aftale er i den forbindelse stiltiende våbenhvile. Jeg sørger for indkøb, madpakker og aftensmad i de pågældende week - ender, lettere irritabel over at blive påført støttefunktion, ligesom hans irritation over min manglende formåen ud i brændehugning og stabelkunst, også skinner igennem. Vi snerrer begge som et par arrige hunde.

Jeg er sur, jeg havde en aftale med Anette, som jeg har været nødt til at aflyse. En lækker frokostaftale i midtbyen med dertil hørende jazzorkester. Kræs for maven og øregangene. I stedet står jeg nu her og smører dagens kedelige madpakke og brygger kaffe til termokanden. Min Hans skal ud og fælde sæsonens sidste træ lige om lidt. Jeg lægge hænderne på madkassens låg og trykker til: "Satan og helvede, hvorfor pokker kan vi ikke bare bestille et læs færdig brænde? Det ville være 10 gange nemmere. Hans siger skoven er hans frikvarter, og at han ville ønske jeg havde lyst til at deltage. Ha-ha, skulle jeg så stå der og fryse og kæmpe med en evigt genstridig motorsav? De få gange, jeg har været med, kan tælles på en hånd. Jeg har hele pakken af sikkerhedsudstyr i skabet. Når jeg får det på, bliver jeg som en tumling i trodsalderen. Jeg er bumletoget, Hans er lyntoget drevet af en kraft og iver, jeg pænt sagt aldrig har forstået. I den grimme ende af spektret vokser vrede bylder frem. Derfor bliver jeg hjemme.

Han står i døråbningen, stor og svedig, min livs kammerat, stærk som en okse, velsmagende som vilde jordbær, det stædige æsel. Vi er sluppet gennem sværdslagene, ikke altid lige kønt, men nå ja. Vi rammer blikket og ser begge ind, smiler trods alt. Han lægger armene om mig, og giver mig et bjørnekram:
   "Vi ses til aftensmaden", siger han: "Jeg ringer, inden jeg kører derudefra".


Tre måneder senere:

Min voksne søn tager mig under armen mens vi går, han drejer ansigtet mod mig. Træernes skygger dækker, men jeg ser alvoren i hans blik: "Jeg tænker på ham hele tiden", trykket fra hans arm er næsten ubærligt: "Hvad med dig?"

"Mig, åh jeg ved ikke, det burde ikke være sket, for sådan en trænet skovhugger. Men det gjorde det. Det er tomt. Jeg forstår det ikke."

Jeg sætter den ene fod foran den anden, i slowmotion. Jeg går her kun fordi Jeppe har ytret ønske om det, det er ikke med min gode vilje. Skoven er min fjende, brændestakken ligeså. Tænk at noget så banalt som en brændestak kan formørke alt. Fortid, nutid og fremtid. Jeppe siger han vil se stedet. "Hvorfor dog det?" spurgte jeg: "Hvorfor pine sig selv med det? Hvorfor?"

Så græd Jeppe og sagde, han ikke kunne forklare det, det var bare noget han måtte gøre, og han havde brug for, at jeg tog med.
   Først sagde jeg nej, aldrig i livet. Men så, så jeg på ansigtsudtrykket, at det var en af den slags ting der bare skal gøres. Jeg græder ikke, jeg skubber det foran mig. Kan ikke andet lige nu, hverken græde skrige eller? Træernes pres er enormt, som kæmper i et mareridt. Fuglene synger og hvad så, bladene er lige blevet grønne, det er grimt, ækelt. Hvad så han? Mærkede han det ske? Led han? Nåede han at tænke på os? Han kommer aldrig hjem igen. Jeg klemmer Jeppes arm tilbage.

"Jeppe", siger jeg: "Det er godt vi har hinanden".

"Ja", han nikker, hans skridt virker faste og målbevidste, han trækker mig med op i fart. Målet er den sydlige ende af skoven, der hvor vi også tit tog hen på skovtur, mens Jeppe var lille.

"Jeg elsker skoven, ligesom far", stemmen er som fløjl

Nu er det mig der nikker, jeg kan umuligt svare at jeg hader skoven, med alt hvad den indebærer.