Kongevinens flammende bladild slikker op ad murens forfald
Naboens gråstribede kat går balancegang på plankeværket
Den lavthængende sol afslører regnens fingeraftryk på ruden
Falmende lavendler udsender en sidste dufthilsen
Efteråret melder sin ankomst
Kamillete dulmer halsens rødmende smerte
Krimien læses i sengen med slør på pupiller
Træt lænes hovedet mod puden
Søvnen kommer på uanmeldt visit
Behårede kærtegn og våde slik
Febermareridt
Modvilligt slippet det grebet
Lettelsens suk kravler ud over læbens sprukne tørhed
Hunden springer fornærmet ned fra sengen
Dagen går på hæld
Tusmørket hopper ind ad vinduet
Dets bløde mørke lægger sig i krogene
Bladenes ild bliver langsomt slukket
Tyste daler de mod jorden, mættet af luftens kølighed
Liggende i bunker venter de på nattens favntag