Mit liv er et kronisk afterparty
Mine øjne er trætte efter de mange søvnløse nætter
Min samvittighed er støvet
Min hud er grå

Men jeg kan jo ikke lade være. Jeg elsker når musikken spiller og alle forsvinder ind i mellem hinanden og alt bliver til ét. Én stor tragedie - men først dagen efter. I nat fejrer vi og der er intet man ikke må. Alt er lovligt i nat - alt er tilladt. Lige indtil man vågner op af sin rus og opdager hvad man har gjort. Gjort imod sig selv, gjort imod andre. Man har indirekte dræbt alt kontakt til andre, men værst af alt - kontakten til sig selv.
Men når musikken spiller er jeg en del af den klump der er fucked up. Og det er det jeg er vild med. Men næste dag vågner vi alle op og er ensomme... For ingen gider snakke sammen når musikken er slukket. Ingen gider dele mundvand og kropslige væsker når lyset er tændt og samvittigheden er ren. Men så længe man får nok af det hele i natten og så længe man ikke dør ud, så er livet en fest. Det er kun de morgener hvor jeg kigger i mit spejl og afskyr mit eget spejlbillede og hvor jeg ikke kan fordrage synet af mig selv i ædru tilstand. Der hvor jeg indser at mit liv er et rod.
Det er i dét sekund mit liv bliver et kronisk afterparty.