Man burde kunne,
kan jeg mon i månekraterriget,
jeg stiger op som en ballon,
og svæver over tankens langtbortemolekyler,
der sidder jeg som sagte støv,
og regner, gennem natten.
Velvære ville være skønt,
i stilhed tømt for ord,
så let og lettet er en sjæl,
der foldes ud i springet,
mit trinbræt kalder mig på vej,
i livets lange køre.
Stå af, stå af,
når det er tid, i pausefjerens hjerteslag.