Det havde sneet i tre døgn og byen lå nu indhyllet i det flotteste snehvide tæppe, der når vinter solen lod sig vis, fik den sneen til at give et smukt skær fra sig, der fik det til, at line små is diameter. Vandet var selvfølgelig frosset til og i det samme, jeg så dem stå sammen ved 'vores' frokoststed, gjorde mit blod lige så i mine åre. Jeg lod som ingenting. Så bare lige frem. Ja, jeg gik nærmest automatisk, lige som en robot. Jeg tror nok, at jeg lukkede alt ude. Vil ikke se, vil ikke høre og slet ikke dem. De var begge to høje, slanke og smukke. Der i mod følte jeg, mig lille, sjusket og kejtet. Da jeg var lige ud for dem, hørte jeg ham sige, " Hej Maj Noel." Der var noget i hans stemme, men jeg kunne eller ville ikke tolke det. Desværre, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg måtte vende mit hoved om i mod dem. Mine øjne så kort ind i hans, men smerten var for stor inden i mig og luften var for kold, bogstaveligtalt. Jeg sagde, "Hej," i det jeg så væk og gik videre. Jeg nægtede, at sige hans navn. En lille irriterende stemme skreg inden i mig, "Vend dig om. Vend dig SÅ om," men jeg var stædig desværre, men alligevel ikke så standhaftig, som jeg gerne ville være.

Tilbage stod de to, men det var kun hans øjne jeg kunne mærke på min ryg. Kvinden stod nemlig og betragtede ham, mens han stod og fulgte mine mindste bevægelser. Lige pludselig sagde kvinden, " Gå efter hende." Han sled sine øjne væk fra mig og så forundrede på hende. "Men," sagde han undrende og kvinden afbrød ham, "Jeg samler ikke på ulykkelige forhold. Jeg kunne nemlig se, at det pinte hende, at se os stå sammen her og du kunne knap nok slide dit blik væk fra hende." Hun gjorde en pause for, at få vejret inden hun fortsatte. "Jeg kunne sagtens havde været et bitch og lade være med, at sige noget, men hvorfor skal tre gå rundt og være ulykkelig, når to af dem kan blive lykkelig sammen?" Han så letter mistroisk på hende. "Jeg mener det," sagde hun og fortsatte, "Jeg gør som et såret dyr. Jeg slikker mine sår, men jeg skal komme mig over tabet af dig. Vores tid sammen var jo kort men godt og jeg beder til, at din tid sammen med hende vil blive længer." Imellem tiden var jeg stoppet op med den begrundelse for mig selv, at mit bukseben sad forkert. Jeg bukkede mig ned og forgav, at rette på det. Og så var det, at jeg gjorde noget jeg ville komme til, at fortryde i lang tid bagefter. Jeg snød mig til, at kigge tilbage og lige i det sekund han lænede sig frem for, at kysse hende. Jeg løftede mit blik nok ti, at vores øjne mødte hinanden. Hurtigere end et lyn på en klar dag, stod jeg ret op og ned, som en soldat. Jeg lod bukseben være bukseben og stormede af sted, som et sky og såret dyr, der havde en hvis Herre i hælene. Fra tid til anden, var det som om jeg kunne høre ham kalde mit navn. Jeg stoppede ikke op for, at tjekke det. For som jeg sagde til mig selv, 'Det er rent indbildning. Den rene ønsketænkning fra min side af.'

Noget af det det første jeg gjorde da jeg kom hjem var, at slette ham fra min venneliste på Facebook. Det var totalt barnligt, det ved jeg god, men jeg beholdte nu han nummer i min mobil, så jeg kunne se om det var ham der ringet, så jeg kunne ignorere ham. Det var meget nemmere end, at skulle skifte mobilnummer.