Det er mandag morgen.
   Hun vågner med et sæt. I drømmen var hun sammen med sin far. Det var sommer og solen skinnede. Hun var bare 7 år og de var sammen på stranden. Han skulle lære hende at svømme på det lave vand.
   "Far er på hospitalet! - de siger, han ligger for døden!" Hurtigt står hun op og klæder sig på. Det er lidt besværligt med den store gravide mave. Hun mærker efter - nej, barnet er stille. Han sover endnu. De siger, det bliver en dreng.
   Udenfor skinner solen - det er en dejlig majdag. Det er uden betydning - bagved lurer døden.
   Hun tager med manden i bil ind til hospitalet. Det er mandag. Starten på en ny uge. På gaden haster folk forbi - travle med deres gøremål. Kan de ikke mærke det? Forstår de ikke, de skal stoppe op? En livsbane er ved at løbe ud...
   På hospitalsstuen er der trykkende stemning. Den nærmeste familie er samlet. Det er varmt. Hun har svært ved at trække vejret, barnet trykker overalt. Han bevæger sig nu. Han er vågnet. Det er beroligende. Et nyt liv på vej.
   Hun går tæt hen til sin far og står ved siden af sengen. Han trækker vejret anstrengt. Han er så ung. Kun lidt over midtvejs i livet. Hun tager hans hånd. Det kan da ikke være rigtigt, at man skal dø så tidligt? Barnet sparker voldsomt, som vil det sige: "Bare rolig. Jeg er hos dig - et nyt liv på vej."
   "Du skal blive her! Du vover at forlade mig!" Det er hårdt at stå op i varmen med den hårde gravide mave. "Jeg kan ikke holde så længe til det her. Du skal vågne nu! Stå op og blive rask. Blive dig selv igen. Du skal være morfar - hører du?"
   Den nærmeste familie er tæt ved. Det er uden betydning. Hun ser dem ikke. Hun er alene i rummet. Alene med sin far. Barndomsminderne svæver omkring hende - et usynligt bindeled mellem hende og faderen. De er sammen og alt er godt. De smiler og de ler. Hun er barn og han er den voksne. Hun har tillid, han giver tryghed.
   Han trækker vejret mere anstrengt - indimellem går vejrtrækningen næsten i stå. Hun holder fast i hånden. Han kan da ikke forsvinde, hvis hun bare holder fast nok. Pludselig går vejretækningen helt i stå. Chokeret ser hun på ham. "Nej! Nej! Træk nu vejret igen!" Hans hånd falder livløst ned. Hun trækker den panisk hårdt op igen. "Kom til live!" Men der er intet liv i den mere...Panisk ringer de efter en sygeplejerske, som kommer hurtigt. Hun må kunne bringe ham til live igen. Hun SKAL bringe ham til live igen! Men hun gør intet. - mærker blot efter pulsen, lytter til hjertet. Ryster mismodigt på hovedet. "Kom nu i gang! Det er dit job at redde mennesker - du kan da ikke nøjes med det der!" Sygeplejersken går igen.
   "Nej! Nej!" læberne er tørre i varmen. Hun mangler væske. Tårerne vælter frem. Det er som en uvirkelig drøm. Hun vil vågne. Hun vil ikke være en del af den mere.
   Hun kaster sig ind over faderen. "Bliv her! Forlad mig ikke! Jeg vil ikke sige farvel!"
   Hun går ud af hospitalet, ud på gaden. Det er mandag. Folk haster forbi - travle. Nogle smiler sågar til hinanden. Hun går som i trance. - Befinder sig i en boble. Solen skinner. Folk virker som om, intet er hændt. Det kan da ikke passe? Hendes verden er jo styrtet i grus! Ser de det ikke? Forstår de det ikke? Intet bliver nogensinde det samme igen...
   Barnet sparker i maven. "Husk mig! Livet går videre!"
   Hun går videre - videre i livet.