Jeg har lagt mærke til det flere gange. Denne afslappede nonchalante holdning. "Det er ok, min ven." Når for eksempel et barn står med en varm og fugtig 20 krone i hånden og fortvivlet kikker på vægtens display. Der mangler et par kroner - og den slags kan selv små børn regne ud. "Det er i orden." Eller når man spørger, hvad det koster at få en ny krank til cyklen ... 800. Arh, der er sgu kun 600 på budgettet ... "Min ven - du får det til 600. Du henter den bare i morgen. Ha det godt, min ven."
   Tydeligst står for mig en varm sommerdag, hvor vi med råbende børn og rigeligt med tasker og poser alle stiger af toget på Klampenborg station, for at bevæge os mod Bakken. Planen er at få en af de dage, der er rar at tænke tilbage på, når man bliver gammel. Og selvom det bestemt ikke er en del af planen, får jeg i et svagt øjeblik sagt ja til is fra den lille kiosk, der meget velplaceret ligger lige for enden af perronen. Inden jeg får set mig om står alle i kø med en stor is i hånden - ja, bortset fra lille Bertram, der selvfølgelig allerede har den i munden. Og alt alt for sent ser jeg den lille seddel på dankortautomaten, hvor der næsten korrekt stavet står skrevet: "Virker ikke." Arh, fanden ... og hvem går i dag rundt med kontanter på lommen?
   "Ved du hvad min ven, du betaler bare på vejen tilbage." Og det er ikke fordi han smiler bredt eller skriver en lille seddel eller klør sig i nakken. Han går bare videre til næste kunde.
   Det rammer lige i hjertet. Pludselig mærker jeg, det er et virkeligt menneske, jeg handler med - en der kan se ud over sine varer og sit kasseapparat og ser mig. Ser at der er et lille problem og vælger afslappet og storsindet at løse det. Det handler om tillid. Tillid, som vi jo i mange statistikker er verdensberømte for her i Danmark. Tillid, som af økonomer anses for at være et væsentligt fundament under vores ubegribeligt gode økonomi og velfungerende samfund. Se det er integration!
   Vi havde i øvrigt en fantastik dejlig dag på Bakken. Dejligt at børnene nu er så store, at de kan løbe rundt selv, og vi voksne får chancen for at opdage, at vi ved siden af at være forældre også er kærester.
   Det eneste der ærgrer mig en lille smule her bagefter er, at jeg aldrig fik betalt de is på vejen hjem. Måske havde vi lige for travlt, eller måske havde jeg næsten glemt det. Det var også næsten 120 kroner, og en tur på bakken er i forvejen jo ikke gratis.