Støvet i gaderne lavede hoppende bølgetoppe og strømhvirvler rundt om hjørner. Mens vi stod tæt sammen foran skærmen, kapslet inde i skygger fra ekstra tykke mure og tage. Vi var 4 nu, ingen andre havde lyst til at feste med os. De stod foran deres egne blanke skærme og forsøgte at lade være med at håbe for meget. Det sagde de i telefonen, hver gang vi snakkede sammen. Hver time ringede jeg, for at trække lidt dirren ud af mig selv, vel.

"Mor, har du tjekket..."
   "Ja, tusinde gange nu. Vi har strøm, vi har kar og alle rør er rene og forsamlingerne tjekkede, og ja min skat, vi er helt ok nu. Sig tak til Ceder"

"Ok. Det skal jeg nok. Mor?"
   "Ja."
   "Far ville have elsket det."

Tavshed i den anden ende. Jeg prøvede. Jeg ønskede at lade være med at sige det, jeg forsøgte at lade som om at knuden i maven ikke skar mine velmente indre stemmer over, hver gang vi talte sammen. Ceder mente at jeg ikke skar dybt nok, når det kom til stykket. Striberne i bardisken ved endevæggen, grønne og hvide, var ujævne. Min negl forsøgte at mærke kanterne skarpt op.

"Taya... Ja, det går jeg ud fra, det... "
   hun sukkede lidt og mumlede noget til nogen i rummet bag hende.
   "Vi smutter nu, Taya, Frank er ved at tø mad op og vi skal nok holde godt øje med skærmen hele tiden, så vi ikke går glip af noget."

"Ja."
   Hun ventede og jeg prøvede at vente ordentligt, med to vejrtrækninger helt ned i maven. Hylden over disken havde et par kaffekopper, der stod skævt.

"Undskyld det med far..", sagde jeg. Og skiftede telefonen over til det andet øre. Hun sukkede, men lidt mindre og svarede:
   "Det er ok. Virkelig. Jeg... vi tænker også på ham, sådan når ting, noget går lidt bedre. Og når jeg pludselig mindes om at der er vand i himlen et sted."

"Ok." Jeg sagde ikke "ok, godt at du husker." Hun havde lidt nok, sagde kloge mennesker. Men i dag, hvor regnen kom, havde jeg lyst til at hade hende for at leve, for at stege bøffer på grillen med Frank, mens min fars støv hvirvlede rundt i gaderne sammen med de hundredetusindvis af andre, der havde kæmpet om et par meter sand og furrer i jorden til ingen verdens nytte. Mens hun drømte om at snige sig over byens tage for at vælte sig i Franks bløde dyner.

Jeg lagde på og pressede røret ned i tragten på bordet. Uden at se mig tilbage, kunne jeg mærke Ceder stå som et varmt spejl bag mig. Han duftede af brændt kaffe, tog et skridt frem og lagde en fugtig hånd om knoglen yderst på min venstre skulder, der hvor fedtet var forsvundet, næsten gledet af, de sidste par år. Hans stemme rystede.

"Taya? Teninstad, siger de nu! De har fået en dråbe!"

Han sagde ikke mere og jeg smilede ekstra bredt, da vi begge to vendte os om mod storskærmen på fodboldvæggen. Hans nakke, roligt klippet efter en kant, og naboernes rygge, der buede frem mod udsendelsen. Hendes krop rystede - græd hun, eller havde hun bare hænderne klappet for ansigtet?

Så hørte vi en svag trommen på skodderne og taget, skærmen viste 6 små billeder, fra seks store monumenter og byer, hvert sted faldt den første regn i over 12 år, diskret først, klattede ud på den rustrøde sten i mørke solformede konturer, men hurtigere og hurtigere kom dråberne.

Støvet af min far vaskes af, ved jeg nu. Han løber ud i det mudder, som tager resten af krigen med sig.

Og jeg er så blank, at skærmen slukker i mine øjne, før telenfonen splintrer glasset på den.