Og så vågner jeg. Fragmenter fra nattens kampe brænder sig fast på min nethinde. De kommer i bølger, hver enhed får grønt tegn når den forrige enhed er bekæmpet.

Fuck. Jeg kastede en flaske tværs gennem gården. Det er tilgiveligt, glasskår og blod ville ha' klædt den grimme lort.
   Men fuck. Jeg har knækket mig i bussen. Det er tilgiveligt, alle kan få for meget.
   Men fuck.

Sådan fortsætter det. Tilgivelsesprocessen er lang. Mine patetiske undskyldninger når dårligt at skyde den ene bølge af selvhad ned, før den næste skyller hen over den pigtråds- og granathulsprægede slette, der er min bevidsthed.

Jeg står op af min seng. Tør mund, stikkende øjne, rystende ben. Vaklende retter jeg kroppen, strækker den. Sindsændringen fra natten bider stadig fast til min krop som en parasit. Værelset kører rundt. Jeg lukker øjnene i det desperate håb, at en sort skærm betyder genstart. Do-over. Det gør den ikke. En ny bølge skyller min inficerede bevidsthed til en ny afgrund.

Søvn. Min krop mangler søvn. Mit hoved mangler opmuntring, et dopaminskud til at drive de onde ånder, øredøvende sprængning, druknende bølger væk. Jeg ligger mig ned, forsøger igen med min sorte skærm, men den fyldes med billeder. Fragmenter. Klip fra en slidt filmrulle.

Tvunget af den slidte filmrulle til at stå op. En ed bliver lagt. Aldrig mere. Jeg helliger mit til liv til askese, momental nydelse er et bedrag. Det er jeg sikker på. Åbenbaring.

Refleksionens højborg, min bruser, bliver til fragmenternes fængsel. Tilgivelserne, mine patetiske undskyldninger, bliver afsløret som løgne under de klare vandstråler.

Hvad fanden tillader jeg mig? Fuldskab er ingen undskyldning. Jeg ved at impulserne ikke må dominere. Impulserne skal huskes, gemmes, og ageres på den næste morgen. Det ved jeg.
   Hvad fanden er der galt med mig? Alle mine drømme, alle mine selvfede smil, alle mine selvsikre udbrud har været bedrag. Jeg er ingenting. Middelmådighed. Dovenskab. Manifestationen af arrogance og ignorance.

Processen er lang. Cirkulær. Regelbestemt. Faseinddelt. Indtil slutningen. For den har en slutning, altid en slutning. Og så bygger man sit selvværd op, skaber et nyt selv, der afviger en smule fra det sidste. Finjusteringen.

Nå ja, jeg er ikke altid en flink fyr. Jeg er primært en flink fyr.
   Nå ja, jeg sætter ikke mine venner før mig. Kun hvis de har værre problemer.
   Nå ja, jeg overdramatiserer. Det er ikke usædvanligt for én på min alder.

Dagen er allerede brugt. De sene nattetimer var et lån, og jeg opdeler dagen for mit indre øje. Mine fornuftige hverdagsrutiner fremstår som slørede, uopnåelige. Uoverskuelige. Dagen må stå i det ufornuftiges tegn. Selvhad, usikkerhed, identitetskrise. Mine tre dødsengle der aldrig svigter mig, aldrig lader mig i stikken uden indhold i livet.

Filosofiske tanker kommer til syne. Meningen med livet? Nihilisme, pessimisme. Men de forbliver på overfladen. Overfladiske spørgsmål og delkonklusioner. Hverken vedholdenhed eller åbenbaring, berøvet fra substans.

Derfor skylles de væk. Afvist på grund af manglende dybde. Prætentiøse og ligegyldige.

TV'et tændes. Skæret fra skærmen bringer trøst, komfort, en flugt fra ensomheden. Langsomt, mens stormen i hovedet lægger sig og jeg på ny accepterer min ynkelige tilværelse, forlader den værste selvynk min krop.

Sulten ankommer. Jeg tvinges ud af min komfortable elendighed, på jagt efter tilfredsstillelse. Fundet, købt, betalt. Spist, drukket. Jeg har det bedre. Godt. De filosofiske tvangstanker på retræte, mine asketiske tilbøjeligheder genovervejet og fragmenterne opereret ud.

Endnu en aften? Ja. Jeg har det godt.