Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det er hendes far, Pete også, men alligevel hamrer det mod hans nakke. Flagrende bæster af krystalliseret vand lander på hans næse og stikker, så det isner gennem ham.
   Barnet klynker svagt. Har ingen energi og hænger tungt ind mod ham.
   Pete holder godt om tæppet, han svøbte om hende, da de gik hjemmefra.

Himlen var blå og solen blinkede skælmsk til dem, mens den spejlede sig i de frosne snekrystaller på markerne og vejen.
   "Det skal nok gå," hviskede han til sit syge barn. Angela smilede tilbage med røde roser på sine blege kinder. Det gav ham mod til at trodse både sin søster og alle de andre i landsbyen.
   Og det selvom søsteren var fulgt efter dem og råbte: " Vend om. Dør barnet er det Guds vilje. Vov ikke at ..."
   Her afbrød svoger hende og sagde himmelhøjt: "Lad ham gå. Det bliver snestorm og det bliver den lille engels frelse."
   

Pete er så træt. Benene er af granit og alt det hvide lokker. De kan vel tage sig et lille hvil? Bare et øjeblik?
   Nej.
   De er jo det, de vil have. Han hader dem. Tager et skridt mere. Fordømt besværligt.
   Måske er de bare dumme. Skrækkeligt dumme og kan ikke gøre for, at de lever i den her tid, på det her sted.
   Det er trygt at være fribonde og have jord, at være respekteret. Trygt at have gode naboer og sin gudsfrygtige søster, Amy, der sammen med sin mand, kommer og hjælper på gården, nu Adriane er død. Amy har tilgivet ham, at han ægtede dæmons søster.
   Men hun vil ikke lade ham bringe barnet til sin morbror, dæmonen. Vås. De siger er en dæmon, men han er bare en mand, der kan mere end de fleste.
   Vorherre har åbenvart ikke tid og varm mælk har ikke hjulpet.

Det slår hvidt og koldt mod hans ansigt. Han er faldet. Men ligger blødt.
   Angela er stille nu. Ganske stille.
   Han rører hende. Hun er så kold. Hun fryser. Han må varme hende.
   Hvis det da ikke er for sent?
   Han sætter sig op. Tager hende i favnen. Hun er så lille. Så stille. Så blå.

Han må løbe tilbage. Løbe hjem og lægge hende ved ilden. De må lade hende dø varm i det mindste. Men der er jo ingen vej.
   Alt er hvidt, stille og isnende koldt.
   "Og hvis der var en vej hjem, ville jeg ikke gå den. Jeg hader dem."
   Ordene kommer ikke over hans frosne læber. Men de gløder i hans indre.
   Og de fremmaner en skikkelse.
   Gennem den hvide, frosne verden træder han frem mod dem, ombølget af et varmt lys.
   "Lad mig se, hvad jeg kan gøre," siger han blidt og rækker armene ud efter Angela.
   "Er du...?" gisper Pete.
   "Hendes morbror, ja."
   Det er lige meget, hvordan han har fundet dem. Han er her. Han bakser med Angela.
   "Tak," hvisker Pete og synker ind i alt det hvide.