Jeg hører et skrig ude fra trappen. Jeg skynder mig ud og hører min storebror hoppe ned fra køjesengen over mig og følger med. Ude på gangen ser jeg mine forældre. De rører ikke hinanden, min mor står og ligner en der er ved at græde, imens min far står og ser splitter rasende ud. Min far råber så: "DU MELDTE KRIG VED AT GÅ TIL ADVOKAT. SÅ MÅ DU OGSÅ TAGE DE SLAG DER KOMMER!" min mor siger så: "Det var dig der ødelagde hele vores forhold. Da min bror døde, var du der ikke for mig." hvorefter hun igen går ind på værelset. Imens råber min far til hende: "HVORFOR SKULLE JEG VÆRE DER FOR DIG? HAN VILLE JO GERNE DØ!" hvorefter min far også går ind på værelset. Min storebror og jeg går ind i seng, men jeg kan ikke sove. Jeg er vildt bange for hvad der sker. Inde ved siden af kan jeg høre min far råbe af min mor: "FUCK AF, FUCK AF, FUCK Af, FUCK AF..." efter lidt til hører jeg min mor "AV, lad være, det gør ondt, lad være!" Min storebror og jeg løber ud på gangen, for at se hvad der sker. Min mor står hævet i ansigtet og det samme sker igen. Min mor og far råber af hinanden, hvorefter de begge 2 går ind på værelset. Det samme skete igen og igen. Jeg ved ikke hvor mange gange det skete, men jeg ved at det kun blev være. Jeg overvejede til sidst at tage en kniv der lå på min storebrors og mit bord, på vores værelse og stikke min far ned. Men jeg turde ikke, jeg var trods alt kun en dreng på 14.

14 år. Tænk at der nåede at gå så lang tid. Min barndom var virkelig et helvede. Jeg voksede op med en far der dagligt råbte ad mig, fortalte mig at jeg aldrig ville blive til noget, og som skældte mig ud for selv de mindste ting. Jeg blev også slået flere gange, men jeg husker ikke selve slagene. Jeg husker kun følgerne, jeg kan eksempelvis huske min far råbe ad mig: "SLAP SÅ AF, DET VAR BARE ET VENSKABELIGT DASK!" eller en anden gang, hvor jeg sad sammen med min mor, storebror og min far og spiste morgenmad, hvor han rasede over at jeg ikke spiste op.

Jeg har altid undret mig over at der kunne gå så mange år, hvor min mor valgte at blive sammen med min far, men nu hvor jeg står på den anden side, kan jeg godt se hvorfor. Det er selvfølgelig af samme grund som gjorde at hun ikke ville melde det overfald han begik. Hun havde hverken modet eller styrken til at gøre det. Og den mangel på mod og styrke blev så skyld i at jeg levede 15 år i helvede.

Det stopper nemlig ikke bare der. Jeg ved ikke hvad i alverden min mor havde i tankerne, men hun sagde til mig at jeg skulle tage hjem til min far for "han er jo din familie!"
   Så det fortsatte 2 måneder mere. Jeg kan huske at jeg var hjemme hos ham, 1 uge efter min 15 års fødselsdag. Klokken var 23 og jeg sad og så film inde i stuen. Min far sad ved siden af, og hans telefon begyndte at ringe. Jeg kunne med det samme høre at det var min mor. Hun sagde at hun ville komme næste dag og hente sine ting. Min far svarede: "DU SKYLDER MIG PENGE! HVIS DU KOMMER HER I MORGEN SÅ ER JEG LIGEGLAD MED OM DINE BØRN SER DET, JEG GIVER DIG EN OMGANG TÆSK!" hvorefter min mor lagde på. Min far ringede til hende igen, men hun tog den ikke. Derefter sagde han til mig: "Ring til din mor og sig til hende at jeg giver hende bank, hvis hun kommer her i morgen. " jeg reagerede ikke. Efter mange år med den behandling, var jeg stoppet med at reagere, når der blev talt sådan til mig. Men han gentog det igen og igen og råbte til mig: "HVORFOR FANDEN GØR DU IKKE SOM JEG BEDER DIG OM?! GIV MIG DIN TELEFON, SÅ RINGER JEG SELV TIL HENDE!" Der kunne jeg ikke holde til det mere. Jeg begyndte at græde og gik ud i entréen og tog mine sko på. Imens jeg tog min jakke og taske på kom han ud og sagde: "Synes du at du har det hårdt? Hvordan tror du ikke lige at jeg har det? " Jeg kiggede bare på ham imens tårerne trillede ned ad mine kinder. Min far sagde til mig at jeg burde blive. Han sagde endda at han ville ringe til politiet og få dem til at hente mig, hvis jeg ikke kom igen. Men nej, det gad jeg ikke at høre på længere, så mit svar var: "Jeg skrider" og det var de sidste ord jeg sagde til ham. Jeg gik ud ad døren, og sagde dermed farvel til min far og den værste tid i mit liv.

Man vælger jo ikke selv sin familie, og hvis jeg havde haft muligheden, så havde jeg helt klart valgt en anden. Jeg ville ikke kun vælge min far fra, men også min mor. Selvom hun ikke direkte har gjort mig noget, så vil jeg aldrig tilgive hende for hendes manglende empati, og for ikke at have lyttet til mig, når jeg sagde at jeg ikke ville se min far. Jeg bor kun hos hende den dag i dag, fordi jeg ikke har nogle bedre alternativer.