Ensomheden forværres i takt med erindringernes flammer brænder mine sidste dagdrømme. Dem som hjalp mig med at finde ly når jeg gennemlevede sandhedens mørke momenter.
Bag mine æteriske grønne øjne skjules den dunkle sandhed. Mit overbevisende stærke ydre tilslørede mine hemmeligheders periferiske løgne, og hjalp mig med at overleve en fortvivlet og vemodig barndom.

Jeg mindes fortidens smerte tydeligere end nogen sinde når jeg oplever så stærk en afvisning som denne. Selv når du ligger der syg og afkræftet, efter en hård operation afviser du mig koldt. Den smerte skærer så dybt i mit hjerte, og lammer alle dele af min krop. Din endeløse vrede til mig, brænder hele mit indre op. Tomhedens enorme sorte hul, udvider sig for hver gang jeg mærker din afstand til mig. I et split sekund ændrede din enestående kærlighed sig til et uhyreligt had, der med et tankestrejf får mit ængstelige sind til, at bryde sammen i magtesløs gråd. Frygten for dine trusler og barske bemærkninger, brister mit fortabte hjerte. Dagdrømmenes længsel flyder i et med nattens mareridt, og efterlader mig i mindernes chok. Som så mange gange før, hører kun jeg mine tavse skrig, mærker mine fortvivlede tårer trille langsomt ned af mine bastante kinder. En efter en rammer de sagte den sagesløse kolde jord. Krænket og knækket søger jeg sørgmodigt efter, igen at være din første prioritet, men erfarer kun den stærke sorg. Savnet efter dit nærvær, dine berøringer, udløser et indre kaos og forlader mig i skammens vold. Erindringerne blusser op, når jeg ænser din isende ryg vende sig mod mit sårbare forpinte ansigt, og jeg igen føler mig som den ondeste i verden.
Mine nervøse beretninger forvandler sig til desperate blinde ord, og betoner min bedrøvede ensomhed. Sanser mit spejlbilledes mørke skygge, der higer efter modet til at forsvinde væk fra alt det her - til et bedre sted, hvor jeg kan finde fred. Beder til at det hele snart vil være forbi. Føler mig så uduelig - ubrugelig. Mishandler min odiøse krop, med et håb om at den snart vil sige stop.