Jeg ved du prøvede, men i længden har opgivet.
Dit testamente blev fejl-tolket, til en guide gennem livet.
Du gav os mening og tro på at vi skulle brilliere.
men oftest blødte folk for de samme ideologier.
Du var kontrolfreaken, dommeren og hyrden.
Men det var altid os, der måtte leve med byrden.
Du havde svar på det hele, og ville føre an.
Men med blod på hænderne, stod jeg altid foran.
Byer brændte når vore verdener mødtes.
Og du var der aldrig, når vi tryglede "beskyt os!".
Selvom dine mirakler stod for kærlighed og fred.
Fyldte dine illusioner, vore hjerter med had.
Det var dine ord, der slørede sind og fordærvede selv-værd.
Det var børnetårer og kvindeblod der farvede mit sværd.
Det var troen på dine løgne, der drev os mod krig
Det var dit navn der overdøvede, de uskyldiges skrig.
Selvom du fra starten, havde de bedste intentioner.
Blev dine ord misbrugt af kirkens sortklædte dæmoner.
Du lukkede øjnene, da de underkuede de svageste.
Kirken spredte mørke og vendte folk mod deres næste.
Jeg tilgiver dig for at du aldrig var der, for mig!
Men for fremtidens skyld ber jeg. Ret op på dine fejl!
Jeg ånder ud for sidste gang, og hvisker et amen,
For uanset hvad jeg gør vil mennesket altid være det samme.
Aldrig læg en guds magt, hvor mennesker røre.
Mennesker er lykkeligst, når de selv vælger fører.
Kirkeklokker slår dog stadig solen ned, for dig og dit rige.
For ingen husker tiden, hvor vi myrdede, for gud den almægtige.