På vejen hjem mærker hun en prikkende fornemmelse i tindingen, en varmepåvirkning som om nogen stikker hende med med en gloende hed strikkepind. Det fjerner hendes fokus, fra det hun er i gang med, nemlig at gå. Samtidig får hun fornemmelsen af at nogen følger efter hende.
   Hun har travlt for i aften får hun gæster, Janni, hendes datter kommer ved 7 tiden til middag.
   Her, så tæt på Nørreport er der altid ufatteligt mange mennesker. Hun tøver ved den store fodgængerovergang selvom der er grønt, en ung mand overhaler hende indenom med et irriteret udbrud. Den skifter til rød, og hun læner sig op af standeren og puster, den frie hånd fører hun op til tindingen. Det gør afsindigt ondt, hun masserer forsigtigt punktet, og det giver en smule lindring. Lettet fortsætter hun ud i fodgængerfeltet, og følger med strømmen mod det grønne lys på den anden side af vejen.
   Hovedpinen, eller hvad det nu er, hamrer igen mod tindingen, men eftersom tiden er knap fortsætter hun ufortrødent, fødderne føles tunge mod fortovet, og hun har svært ved at navigere mellem de mange mennesker.
   En susen for ørerne distraherer, hun lytter efter og synes at høre skridt bag sig, velkendte skridt, hendes fars tunge støvler mod stuens trægulv, lige inden han griber hende, kaster hende op på skødet og slår hende hårdt bag i, meget hårdt. Hun husker smerten hvor han slog. Hun ser sig bagud, men der er ingen. Selvfølgelig ikke hendes far har været død i ti år.
   Det er helt sikkert bare indbildning. Hun memorerer opskriften på salaten og lasagnen, hun vil lave, og skynder sig gennem indgangspartiet til supermarkedet. Spændingen i hendes hoved har fortaget sig en smule, og hun føler nærmest hun svæver henover flisegulvet gennem slusen og ind, på vejen griber hun en indkøbsvogn på hjul og trækker den efter sig.
   Hun er næsten færdig med indkøbene, da hun igen hører skridt bag sig, lige i hælene, slæbene skridt, det kan kun være Benny hendes første mand. Hun mærker et forskrækket sug i maven. Benny slog også, ikke særligt hårdt, han markerede bare, som han altid sagde, nok til at få sin vilje. Men Benny arbejder, så vidt hun ved, på en boreplatform i Nordsøen, efter hvad hendes gamle mor har fortalt hende.
   Vera stiller sig op i køen, selvfølgelig er Benny ikke her. Hun ser op på uret over udgangen, klokken er 16.17, og tindingen hamrer stadig, hun masserer igen med en blød hånd det berørte område. En ung mand bag hende bøjer sig frem og griber hendes arm: "Er der noget galt", udbryder han medfølende. "Nej", svarer hun: "Jeg har bare lidt hovedpine". "Det så ud som du var ved at falde, derfor greb jeg dig", han slipper undskyldende hendes arm. Hun nikker forvirret til ham:"Jamen tak". Måske var hun virkelig ved at falde, i så fald bemærkede hun det ikke selv.
   Hun er nået frem til kassen og lægger varerne op. 137,50 bliver det. Viseren på uret står på 16.30, mens hun, med koldsved på panden, taster sin dankortkode og betaler.

Hun fortsætter i småløb ned mod sin gade, det mørkner og gadebelysningen er blevet tændt. Jeg er ved at være gammel tænker hun, og mærkelig, går her og hører lyde, hun ryster voldsomt med hovedet som for at tømme det for dårligdomme. Hun har prøvet det før, men ikke helt på den måde. Mere som heftige mareridt om natten, hvorfra hun vågnede badet i sved og aldrig kunne sove igen. Men det er så længe siden at hun næsten har glemt det. Den prikkende og stikkende fornemmelse har igen fortaget sig en smule. Kan det være muligt, at det har hjulpet at ryste hovedet? Hvor underligt det end forekommer føles det sådan.
   Hun passerer det lille antikvariat på hjørnet, ejeren er ved at låse, og de hilser på hinanden som de plejer. "Så er det gå hjem tid", smiler han mod hende. Hun nikker, i dag har hun ikke lyst til at svare.
   Hun går forbi ham med usikre skridt, forbindelsen til benene er afbrudt og ulden, hun kan se sin gadedør.
   Hvor er det dog dejligt, nu er hun snart hjemme.
   Barnegråden skærer sig ind i hendes trommehinder, så hun nærmest føler hun bliver slået bagover. Hun holder det ikke ud, hun holder simpelthen ikke den lyd ud, den skal stoppe, den skal stoppe nu.
   Hun vender sig resolut om, og der lige bag hende står babyJanni lyslevende skrigende som en sirene. Vera langer hende en, velplaceret og hårdt, lige på kinden.

Mens hun åbner hoveddøren, bliver der igen helt stille.