I dag er vandet blåt.
   Og den lille dreng stirrer på det. Betaget.
   For i går var det gråt. Og når det er i spandene er det - det er sådan - mere - sådan at man kan se igennem det. Og nogen gange kan man se sig selv i det.
   Måske kan man også se sig selv, selvom vandet er blåt?
   Bedste har travlt. Hun har nemlig taget tøj med. Og hun dypper det i det blå vand.
   Tættere ved vandet svupper græsset sjovt under fødderne. Og ude på vandet er der små, gule fugle. Ællinger. Det er ællinger, for der er en stor hvid fugl, som de svømmer bagefter.
   Ja, han ved da godt at det er en svane. Og den sorte er en blishøne.
   Det står han og ved. For han er stor, selvom Bedste siger, han er lille. Større end svanen og meget større end dens ællinger.
   Og så behøver man ikke spørge om det med, om man kan sig selv i vand, der er blåt.
   Måske kan man ikke, for der er noget galt med farven blå. Selvom søen ikke kan gøre for den er blå, er det på en måde forkert.
   Sort og brun er gode farver, men blå er en slem farve.
   Også selvom himmelen også er blå.
   Bedste kan godt lide blå himmel, men ikke blå øjne. Ikke så godt.
   Og hun vrisser, når han spørger, om det kun er øjne, der er slemme, når de er blå.
   Men nu vil han selv finde ud af om søen er slem i dag.
   Nede i vandet er der en en dreng. Ikke så nem at se, men en dreng. Og da han var lille, troede han, at det var en fremmed dreng. Men det er ham selv.
   Man kan godt spejle sig i blåt vand.
   Det er skægt.
   Og det er skægt som de lange siv strækker sig mod den blå himmel. Nikker op mod de hvide små sky, der går langsomt.
   Bliver næsten helt væk mellem sivene. Som i en hule. Sidder ned. Bukseenden er fugtig.
   Får øje på en sten. Den blinker i solen. Blinker til ham. Den er glat og pæn.
   Han tager den op. Den er lidt skarp.
   Bedste er langt væk.
   Nej. Hun er jo lige der. Men hun ser slet ikke på ham.
   Men det skal hun.
   Så går hen til hende.
   "Du må godt få den her sten, Bedste. Den er brun og pæn. Synes du ikke?"
   "Jo, den er pæn," siger hun. Og smiler.
   "Nu går du ikke for tæt på vandet, vel?"
   "Nej," lover han.
   "Nej, selvfølgelig ikke. Du er jo en stor, flink dreng på fire år. Skal Bedste lære dig at vride tøj?"
   "Jah," ler drengen.
   Og tænker ikke mere på blå, der måske er slemt.