Jeg lod hånden glide over hans kind. Han var for længst faldet i søvn, af mine beroligende og kærlige bevægelser. Jeg kiggede på hans rolige ansigt og så det langsomt bevæge sig frem i takt med åndedrættet, som efterhånden var blevet tungere og tungere...
Det var ikke før nu, at jeg fandt ud af, hvad det var jeg havde mistet, hvad det var jeg havde stået model til og hvad det var jeg havde tilbage.

Jeg tror, at jeg var mere bange end han var, han tog det roligt, selvom at jeg vidste at han skreg indeni, "Skrig for fanden, få det ud! Jeg kan ikke klare det mere." Råbte jeg til ham, imens jeg gik frem og tilbage på gulvet, imens jeg græd. Han vidste jo godt, at jeg ikke var sur på ham, jeg var bare frustreret og vred på verden, på det hele. Det eneste jeg havde brug for var, at høre ham råbe, det var det eneste jeg ville have. Det eneste jeg så, var jo stadig ham, jeg så ham uden sygdommen, jeg så den person han engang havde været og den person som han nu havde efterladt.

Jeg kunne stadig huske dengang vi mødte hinanden, jeg kunne se hans ansigt for mig, da han fortalte mig at han elskede mig. Dengang vi gik rundt om søen og snakkede om hvad vi ville i fremtiden, dengang han friede og den dag vi blev gift. Det hele føltes så tæt på, alt for tæt.
- Det er noget der sker for naboen havde jeg altid ment, uden selv at vide, at jeg jo også selv var nabo og at vi på det område, faktisk var ligeværdige. Jeg huskede den dag jeg fik af vide, at han ikke længere ville blive sig selv igen, da jeg fik af vide, at jeg virkelig skulle vise mig som en kone jeg nu var, at jeg skulle hjælpe ham og give ham plads. At jeg blev nød til at acceptere, at tingene var som de var og at det ikke var noget jeg kunne ændre. Jeg fik af vide, at jeg altid skulle huske på ikke, at lade mig påvirke af det med baggrund på at give op og forlade ham, at jeg ikke skulle give op, jeg skulle vise ham, at jeg elskede ham og at jeg gjorde det lige meget, om han kunne huske mig eller at han ikke kunne. Jeg skulle huske, at elske og ære ham til døden os ville skille.
Men den episode som aldrig ville gå væk var og ville nu altid være den første gang det skete, der hvor jeg uvidende havde fået en syg mand. Dengang hvor jeg langsomt begyndte at miste ham, dengang hvor det begyndte at gå ned ad bakke.
Han havde ingen forklaring, han benægtede bare at have lagt brillerne ind i køleskabet, som om det bare var en vane han havde. Dengang hvor han ikke ville til sin søsters fødselsdag efter at have set frem til den. Dengang hvor han lagde sig ind i sengen og sov med det samme uden at give den daglige omfavnelse inden søvnen for alvor ramte os begge. Først begyndte han at irritere mig, "er det dig der har lagt mine briller i køleskabet?" havde jeg spurgt ham, han kiggede forundrende på mig og svarede udtrykkeligt "nej, hvorfor skulle jeg dog det.". Jeg kiggede bare på ham og sagde så tavst til mig selv, "hvem skulle det dog ellers være". Efter noget tid kom jeg hjem til et hus så tomt og stille, at jeg troede at jeg var Palle alene i verden. Jeg tog min frakke af, for derefter at høre en puslen længere ind i huset. Jeg bevægede mig igennem huset med megen ubehag i kroppen, hvor efter jeg fandt Erik stå i dør kammen af badeværelses døren. "Er du allerede hjemme" spurgte jeg. Han svarede ikke, vendte sig ikke engang om for at hilse på mig, han pegede bare på gulvet. "Hallo" kaldte jeg, han vendte sig om "hvad laver du Erik?". "Jeg skal på toilettet" sagde han "Jamen toilettet er da lige derude, så gør da hvad du skal. "Jeg kan ikke" sagde han "Der er hul i gulvet".
"Hvad fabler du om?" spurgte jeg vredt. "Jeg siger til dig, at der er hul i gulvet" råbte han arrigt. Jeg puffede forsigtigt til ham, da jeg gik forbi ham og trådte ud på gulvet. "Se Erik der er ikke noget hul" jeg blev afbrudt af et råb, der gik igennem min krop, "pas på du falder ned". Vreden var bruset op i mig, jeg gik forbi ham og ind i huset. "Jeg skal tisse" råbte han, hvorefter han gentog det endnu mere hysterisk "Jeg skal tisse". Jeg lukkede døren ind til mellemgangen, hvor han stod i. Sofaen havde efter en lang dag, brug for at jeg satte mig i den, den nærmest kaldte på mig. Efter nogle minutter kom han ud af mellemgangen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Jeg lod som ingenting og fortsatte bare med at gå gennem kanalerne på fjernsynet.
Jeg kan ligeså tydeligt huske, da jeg skulle på toilettet op aftenen og gik igennem mellemgangen. Da jeg følte noget vådt under mine kolde bare tæer, tændte jeg straks lyset hvorefter at finde ud af, at det ikke var vand der var spildt i gangen, men urin.
"ERIK" råbte jeg så højt, at han vågnede af det, han kom ud i mellemgangen. "hvad er der?". "Hvorfor har du tisset på gulvet?" spurgte jeg spidst, imens jeg løb ud for at tage en spand sæbevand og en skrubbeklud. "Undskyld" han begyndte at græde, jeg gik hen til ham. "Det skal nok gå" jeg kiggede ham i hans tårevædende øjne. "Erik, hvad går der af dig?".

Lægen havde heldigvis en tid to dage efter episoden "hvad drejer det sig om?" spurgte han. Jeg måtte forklare ham hele den uheldige episode.
Det var dog med besvær, at jeg fik trukket Erik med op til lægen, for han kom der aldrig, kun til det sædvanlige årlige rutine tjek. Lægen ville med det samme tage en test men det var først, da vi kom der, op at Erik fik af vide hvad det helt præcist var, at han skulle tjekkes for, for ellers var han aldrig gået med til det. "Erik, jeg skal tage en MMSE test på dig i dag" "en hvad for en?" svarede han lægen. "Det er en forkortelse for Mini - Mental State Examination test, som på dansk er en demens test, har du det okay med det?". Jeg havde før konsultationen forklaret Erik ude i venteværelset, hvorfor han skulle til lægen, han havde bare kigget på mig og trykket min hånd "ja" havde han svaret mig. Lægen fandt et stykke papir frem, "nu skal du høre her Erik jeg har lige nogle spørgsmål, som du skal svare så præcist og så hurtigt som muligt på, er du med på den?" spurgte han. "Ja" havde Erik svaret. Efter mange spørgsmål og mange svar, havde jeg indset hvor det bar hen og hvad lægens reaktion overfor Erik ville blive. Han havde det og kunne ikke bare smide det af sig. "Jeg må desværre fortælle dig, at du ud fra disse spørgsmål er dement, Erik". Og det var der, at jeg fik af vide i ene rum hvad jeg kunne forvente af fremtiden og på tidspunkt hvor jeg indså, at jeg måtte være der eller lade være. Men efter alt vi havde været igennem sammen og efter al den kærlighed vi havde givet hinanden gennem årene, så kunne jeg ikke bare løbe fra det hele, det kunne godt være at han fysisk kun var én person, men psykisk var han to personer.
Jeg måtte give ham plads og lade ham gøre næsten hvad han ville for ikke at komme på tværs af ham og derved blive en byrde. Jeg måtte holde øje med ham og sørge for, at han ikke gjorde ting han ikke måtte. Jeg måtte vænne mig til ikke, at få noget kram inden sengetid. Jeg skulle med ham på toilettet, så han ikke faldt eller væltede noget. Jeg var som en tiger, der altid var på vagt og hvis der skete noget var jeg, der hurtigt.
Jeg vænnede mig langsomt til ikke, at få kvalitets tid for mig selv og jeg vænnede mig til kun at møde andre mennesker, når jeg skulle handle. Hele mit liv havde på kort tid gået fra lykke og overskud til ulykke og stress. Erik bemærkede jo ikke noget han var jo bare sig selv, imens jeg knoklede rundt for at sørge for, at han netop forblev sig selv.
Mit liv omhandlede pludselig kun ham og ikke os begge og det var bestemt ikke fordi, at jeg savnede ekstra omsorg. Men de kærlige sætninger, vi tidligere havde udvekslet var nu bare ringe i vandet der atter bevægede sig længere og længere væk, for så til sidst at forsvinde helt, som om de aldrig havde fundet sted. Jeg havde efter lange overvejelser ringet til et plejehjem, men jeg havde ikke snakket med Erik om det, for ikke nok med, at han nu blev mere og mere syg, så var jeg ikke meget for, at efterlade ham et andet sted, i andres hænder. Men jeg blev jo efterhånden nød til at give slip, selvom at det var stik imod hvad jeg ville. Jeg kunne bare ikke mere jeg kunne ikke være omgivet af ham døgnet rundt og hvis jeg ikke havde overtalt ham til at komme på plejehjem, så havde jeg nok ikke overlevet i den sidste ende. Jeg så ham hver anden dag og til sidst måtte jeg indse at jeg ikke var gift mere, at jeg ikke havde en mand psykisk, men kun ægteskabet på papirer. Jeg var mig selv og nu var der ikke en gang en at ligge sammen med og natten. Ingen at vågne op med, ingen af være sammen. Ingen.
Der var efterhånden gået et halvt år og han var allerede på plejehjemmet, sygdommen kunne ses og den kunne ikke mindst mærkes, den have tæret på vores forhold, den havde splittet os ad. Jeg græd i flere timer, da jeg for første gang havde mødt op på plejehjemmet og var blevet mødt af ham undrende over hvem jeg var, "Hej hvem er du" havde han spurgt mig. Jeg følte mig fej og ussel, da jeg gik ud uden at sige noget, men jeg ville ikke fortælle hvem jeg var. Jeg ville ikke sige, at jeg var hans kone og risikere at han ville blive ked af det, at han ikke vidste det og jeg ville ikke selv blive såret over, at han ikke kunne huske mig, selvom at jeg efterfølgende grædende brød sammen.
Telefonen havde ringet og jeg vidste at det var hjemmet, jeg vidste at det hele var kørt ud på et side spor og at han ikke ville klare den længe endnu. Men da han en dag var ude i haven og kigget på landskabet var han faldet om med hjertestop. Da indså jeg, at det var det bedste. For der var ingen af os, som fortjente at sygdommen fik lov til at rase mere. Jeg var selvfølgelig ked af det og ville ikke se nogen i lang tid og intet syntes at være lykkeligt, men jeg var indforstået med det faktum, at han var væk og det vi havde haft havde været smukt. Alle vores minder var ikke bare ringe i vandet, de var minder som jeg bar rundt i kroppen med, nogle minder som ingen aldrig ville kunne genskabe. Stunder som jeg havde delt med ham, huskede jeg mig selv på her dag, ting som jeg aldrig ville tage forgivet.