Vi holder på parkeringspladsen, jeg kigger ud af vinduet, siger ikke en lyd. Jeg plejer at forbinde der her sted med noget godt, men ikke mere. Jeg har været her mange gange før, men kun for at modtage gode nyheder. Mine forældre er for længst steget ud af bilen og på vej ind på hospitalet, min søster sider her stadig sammen med mig. Hun har tåre i øjnene, jeg er selv bange for at begynde at græde så jeg har ikke overskud til at trøste hende. Vi sider i helt tavshed i 20 minutter, så åbner hun stille og roligt døren, hun bevæger sig næsten i slowmotion. Da hun vender sig om for at lukke døren kan jeg se hun har grædt mere, hendes mascara er løbet ned af kinderne. Jeg nærmest hvisker til hende at hun nok skal tørre det væk før hun går ind, hun smiler blidt og nikker forsigtigt. Før hun lukker døren siger hun at jeg bare skal komme ind når jeg er klar, og hvis jeg ikke har lyst er der det også helt okay. Hun lukker døren meget forsigtigt og går med lange tunge skridt hen mod hovedindgangen.
Her sider jeg tilbage helt alene i bilen, der er helt stille. Det eneste jeg kan høre er mine egne tanker det hvirvler forvirret rundt i mit hoved. Mest at alt har jeg bare lyst til at ringe til en og få alle mine tanker ud inden mit hoved springer. Men hvad vil det hjælpe? Ingen kan svare mig på hvad jeg skal gøre, bortset fra mig selv. Men hvordan skal jeg finde ud af det? Jeg kigger ud af vinduet igen. Ud af døren kommer en mor og en far gående med en pige på cirka fire år og to nyfødte sønner på armen. Jeg kan ikke lade vær med at smile. Bare tanken om hvor lykkelige de måtte være gør mig helt glad inden i. Det må være fantastisk at arbejde på et sygehus. Bare at kunne se alle de glade og lykkelige mennesker gå rundt, kunne være i stand til at hjælpe et nyt barn til verden, eller kunne gøre et andet menneske rask igen. Man må have en helt lettet følelse i maven når man tager hjem, at kunne tænke tilbage på alle de liv man har redet, alle de smil man har fået frem i folk. Gå forbi på gangen og se alle de babyer ligge i deres mors arme og sove, mens moderen har et lykkeligt og stolt smil på læben. Jeg kan huske min mor tit har fortalt mig at min søster var den stolteste lille pige i hele verden da hun så mig for første gang. Min mor siger altid at hun selvfølgelig selv var meget glad for mig, men da hun kom hjem og så min søster kæmpe smil blev hun bare endnu mere glad.
Jeg kan mærke min mobil vibrere, jeg har fået en besked fra min søster. Hun spørg om jeg ikke snart kommer ind, resten af min familie har brug for mig. Men har jeg lyst? Jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert, hvis jeg ikke får sagt farvel til hende vil jeg fortryde det resten af mit liv. Men jeg er bare ikke psykisk parat til det. Jeg har flere måneder vist at hun var syg, men det var bare ikke lige nu hun skulle dø! Det var ikke sådan jeg havde planlagt det i mit hoved, det var jo meningen hun skulle blive rask. Men der er jo stadig et håb, i hvert fald inden i mig.
En ambulance køre forbi i fuldfart og med sirenerne tændt. Jeg kommer til at tænke på alle de forfærdelig ting der sker sådan et her sted, de fleste folk der kommer ind er skadet eller døende. På den anden side må det også være forfærdeligt at være sygeplejerske eller læge, at se på alle de sår, at se på alle de mennesker dø. Det må være forfærdelig at skulle ringe til en familie og sige at et af deres familie medlemmer er død. Tror man skal være ret psykisk stærk til sådan et job. Følelsen af at står tilbage og vide man ikke kunne have gjort noget, eller vide at man kunne have gjort noget men at det forsendt. At skulle sige til en at personen fejlede noget som man ikke kunne helbredes for. Men i det mindste prøver de, de gør alt hvad de kan. Og ligesom alle os andre er lægerne og sygeplejerskerne jo også kun mennesker, alle kan lave fejl, nogle mindre end andre, men alle lave fejl, sådan er det og sådan vil det altid være.
Jeg tager en dyb vejrtrækning, og et par til. Åbner døren forsigtigt, det er hårdt psykisk, for jeg ved jeg skal der ind, jeg ved det er det jeg allermest ønsker, men bare ikke nu! Det er sket alt for hurtigt til jeg har kunne følge med. I går snakkede vi med lægerne og de sagde at i dag var hun nok klar til at komme hjem, men pludselig vender alt sig bare fra godt til ondt. Nu siger de vi skal skynde os hvis vi skal nå at sige farvel. Jeg sagde ja til at tage med fordi jeg var overbevist om at det bedste for mig ville være hvis jeg fik sagt farvel. Det er jeg egentlig stadig overbevist om, men hvordan? Hvordan skal jeg kunne se en i øjnene og vide at det formentlig er den sidste gang jeg gør det? Jeg kan jo ikke stå foran hende og sige farvel, hvis hun ikke selv ved det, eller hvis det ikke bliver farvel alligevel. Ja de fleste af mine undskyldninger er nok baseret på jeg stadig at et håb inden i mig selv om at hun nok skal overleve. Det er jo meningen jeg skal have hende i mit liv til jeg er 28 år mindst, sådan har det i hvert fald altid været i mit hoved.
Jeg slæber næsten mig selv hen af asfalten, der er så langt. I virkeligheden er der nok kun tyve meter, men det føltes som 200 meter. For hvert skridt jeg tog føltes det mere og mere forkert det jeg var på vej til, og det burde det jo ikke. Jeg skubbede rulle døren langsomt rundt. Da jeg kom ind i det første lokale synes jeg alle stirrede voldsomt på mig. Jeg førte hånden op til mit hår for at tjekke jeg ikke havde hulemands hår. Det havde jeg ikke, men hvorfor stirrede alle så på mig. Måske var det bare mig? Da jeg kom hen til disken og skulle spørge om vej var jeg så forvirret at jeg ikke engang viste hvem eller hvad jeg skulle spørge om. Hvad skulle jeg sige? Skulle jeg sige mit navn, hendes navn, eller hvad for en stue hun lå på? Men da jeg sagde mit navn viste damen ved skranken åbenbart godt hvem jeg var. Jeg gik den vej hun pegede, men det tog lang tid.
Hvad skulle jeg gøre når jeg kom ind af døren til hende? Hvem er mod der inde når jeg kommer ind? Er hun stadig i live? Kan hun snakke? Vil hun overhoved observere at jeg er der, eller at de andre er det? Alle de ting jeg vil sige til hende, skal jeg sige det? Der er bare så meget, så mange ting vi ikke fik gjort, og så mange ting jeg aldrig fik sagt. Men sådan er det vel bare. Døden er ikke noget man selv er herre over. Troede bare jeg var stærkere end det her, helt ærlig troede jeg at jeg ville kunne gå direkte og helt kold hjertet ind. Men når det kommer til stykket kan jeg slet ikke bevæge mig. Min mor er helt knust, selvfølgelig er hun det, jeg vil bare så gerne være der for hende og min søster. Jeg vil også gerne nå at sige farvel, men tør jeg? Hvad er det overhoved jeg er så bange for?
Jeg når til en trappe, jeg bliver i tvivl om jeg skal op eller ned. Jeg spørg en læge der går forbi mig, han peger op og siger det er på samme gang som de nyfødte babyer. Nu fik jeg helt lyst til at komme der op. Da jeg kom op gik jeg hen af gangen. Det vrimlede med mennesker til den ene side og til den anden var der næsten helt tomt. Der hænger tusindvis af billeder af små nyfødte børn. Det får mig til at tænke meget.
Når jeg kigger i den ene ende af gangen var der kun nogle få billeder og ingen mennesker, jeg viste hun lå der nede et sted, i blandt alt tomheden og stilheden, og i den anden ende af gangen hænger der mange billeder. Billederne var fyldt op med glade og lykkelige små børns smil. Alle de glade mennesker der gik rundt her, det var så opmuntrende. Men jeg viste det ikke var her jeg burde være. Jeg burde være nede i den anden ende, men jeg turde ikke.
Måske er det at være svag jeg er bange for. Jeg er bange for at resten af verden skal se hvor svag jeg i virkeligheden er. At jeg har følelser, at jeg er blød og omsorgsfuld. Men hvad skulle der da være at skjule med det, det er da ikke en dårlig egenskab? Det er bare en lidt svag en. Og det er det jeg ikke vil være, svag! Folk skal ikke kende mit svage punkt, det er mit, ikke andres. Farvel! Ordet farvel har mange betydninger. I hverdagen bruger man det jo mest til "hej hej, vi ses en anden gang" eller "farvel jeg gider ikke se dig mere" men det er sjældent det er et foreviget farvel man bruger. I så fald er det sjældent man siger farvel og man ved der er sidste gang man ser personen igen. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg har altid følt jeg i et eller andet omfang har haft et vis behov for det, men jeg har bare aldrig fået chancen. Og her står jeg med chancen, og er dybt i tvivl om jeg skal gribe den eller om jeg bare skal kaste den væk. Hvis jeg kaster den væk vil jeg nok bare fortryde jeg ikke i det mindste prøvede, prøvede at sige farvel, prøvede at opfylde hendes sidste ønske nemlig ikke at dø alene. Og det ønsker jeg jo heller ikke for hende, jeg ønsker kun det bedste for hende.
Jeg nåede hen til døren, jeg ved hun ligger lige bag den dør! Nu er der næsten ingen vej tilbage, jeg bliver nød til det. Lige om lidt går jeg ind af den dør og så får jeg sagt alt det til hende jeg aldrig har fået sagt. Jeg vil sige tak for alt, alle de god minder vi har fået sammen og sige de langt fra er forbi endnu, jeg tror stadig på der er en håb for at hun overlever, og det håb er der ingen der kan tage fra mig.
Jeg tager fat i dørhåndtaget, skubber til døren, og der ligger hun...