Som han lå der på sengen kunne han jo godt se, at det han havde gjort nok ikke var det bedste. Han havde skuffet Karen, skuffet sine børn, skuffet alle omkring sig. Hans lod selvbebrejdelserne skylle ind over sig imens han lå og ventede på besked fra lægen om hvor stor skaden var.
   Hvorfor havde han også drukket så meget? Karsten og Ingrid havde da vist også tilbudt at blive natten over. "Nej det behøver i så sandelig ikke, jeg har ikke drukket så meget! Jeg kan sagtens klare at køre hjem!" havde han sagt da han fik det tilbudt.
   Hans vidste jo godt at han havde drukket for meget hele dagen, men der hørte sig jo et par bajere med til en god fodboldkamp, og hvorfor skulle Hans sige fra når de andre nu tilbød? Desuden vidste Hans jo godt selv, hvor hans grænse var, og han havde vist kun drukket 5 bajere, så vidt han huskede. Llige det stod lidt uklart for Hans.
   Han havde højst kørt 80km/t på den lille landevej, men det havde han da gjort så mange gange før, så det var der intet galt med og havde politiet haft noget imod det, så havde de jo nok stoppet ham noget før. Hvorfor skulle han også undvige for den dumme ræv, der absolut skulle krydse vejen, netop som han kom kørende. Det havde vist også regnet, hvis Hans huskede rigtig, jo Hans mente bestemt at kørebanen var våd, da han havde kørt der. Han huskede hvordan han nærmest sparkede bremsen i bund og kastede rettet til højre for at undvige det sindssyge dyr, han huskede også hvordan han kæmpede med at rette bilen op, men det snurrede bare rundt og rundt, til sidst blev snurren stoppet og bilen fortsatte lige ud i en højere hastighed end Hans var vant til. Lygterne begyndte at kaste sit lys på en stor ting foran sig og det næste Hans kan huske er et stort brag og mørke...
   Hans åbnede sine øjne igen og kiggede sig omkring. Hvorfor kunne han ikke mærke sine ben? Hans løftede forsigtigt den ene arm, hvor var den dog øm, og nev sig forsigtigt på højre lår. Han kunne intet mærke. "Hvad sker der dog med mig?" tænkte han og i det samme kom lægen ind til ham. "Godmorgen Hans, det er rart at se dig vågen!" Hans kiggede undrende på lægen, han havde da ikke sovet, blot hvilet øjnene! "Tja, du har været væk i næsten 3 dage, kan du huske noget om hvad der er sket?" Hans tænkte sig godt om. Skulle han fortælle ham, hvad han lige havde tænkt på, nej sådan en kvaksalver skal sgu ikke have noget at vide! "Det tager jeg som et nej! Hans, jeg har ringet til din kone for jeg er nødt til at snakke med jer begge om dette! Hun er på vej i netop dette øjeblik" Lægen smilte og forlod stuen.
   Hvad mente lægen med det "Nødt til at snakke med jer begge to." Så vidt Hans kunne se var der jo ikke noget galt med ham, det med benene kunne jo bare være noget forbigående en eftervirkning efter ulykken, ja det måtte hænge sådan sammen, hvad skulle det ellers gøre?
   "Hans!" Den stemme kunne Hans genkende den tilhørte hans kone, Karen! Hun lød nu noget bekymret. Mon der var noget galt! Hans tænkte så det knagede da lægen endelig kom ind igen, og af en mærkelig årsag var Hans rigtig glad for at se ham. "Tja Hans, det ser jo ikke for lovende ud" Hans kiggede småskræmt på lægen. "Du har jo været kørt ind i et træ, vi var heldige at vi ikke mistede dig... Men ved sammenstødet fik du et ordentligt slag i din ryg, så kraftigt at dine nervebaner fra brystkassen og ned efter er sprunget over! Vi har gjort alt hvad vi kunne for at udbedre skaden, men uden held." Lægen kiggede væk et øjeblik. Hans prøvede at samle sig og fik sagt lige så forsigtigt "Hvad mener du?", Hans kunne nærmest høre på lægen at han sank en ekstra gang. "Hans, der er meget store chancer for, at du aldrig vil få førligheden tilbage i benene igen!"