Se der var engang et meget meget klogt
menneske, dette var så fromt så fromt
man måtte sig prise thi her var ånden
veltalende, talte dette fromme menneske
om vestens fordærv man spiste af hånden
Dette fordærv, det er ej af det smukke
sagde den veltalende, blidt og fromt
derfor så de forblændede ikke, at tro
havde dem ramt, her pristes det golde
det anstændige, heri skal mennesket bo
O herre, du der er så klog og veluddannet
led os fra dette fordærv,lær os at gå på
vandet, for så glidende i olie og smør
var den velttalendes tvedelte tungebånd
han forførte alle til lænkens hårde ånd
Men, det er ej sjældent at det smukkes
veltalenhed er fordærvets tomme retorik,
smuk på ydersiden, den smukkeste krukke
fuld af råddenskab, holdes tomhedens blik
ét sindets skibsbrud, er ej af det smukke
Det veltalende lovede paradis, på jorden
det mennesket søger, også, de forførte
måske de havner, på møddingen, som skrot
så bygges en fæstning, skabt af forførte
forføreren jo,han sidder i sit nye slot
Borg kan have tårne og spir, tag af guld
men verdsligt gods er ikke det bestandige
og kan som facade, på mennesker gå i muld
sandheden den gennemtrænger alt over tid
falskhedens kop sprænges, når den er fuld
Tag ikke fejl, det er ej Tro på det sande
jeg herom skriver, som værende korrupt
men fromme falskheder,som kan gå på vande
de kan af egoisme og magt, være opslugt,
af den værste skuffe, det kan man sande
Således viser tiden at tyranni det falder
uanset om fæstningen er så utroligt stærk
murene smuldrer når sandhedshornet galder
da bukker det stærkeste under i sit værk
for INTET kan modstå,når sandheden kalder