" Gør noget!"
   Joes stemme er skinger. Ansigtet lyser gråblåt i lanternens kolde lys. De store øjne stirrer tryglende på mig.
   Bedende. Udfordrende. Opfordrende.
   Pistolen varmer min svedige hånd. Jeg ryster.
   Kaptajnen smiler hånligt og rusker Joe.
   "Du får prygl, din forbandede tyveknægt,"truer han.
   Joe er min kammerat. Kaptajnen er ond. Min finger trykker på aftrækkeren.

Vågner ved braget og gisper: "Jeg dræbte ham."
   Holder kaptajn Most da aldrig op med at spøge i mine onde drømme? Det er længe siden. Som i et andet liv.

Jeg mærker Alices arm om min ryg.
   Har jeg skreget? Røbet noget? Nej, så ville hun ikke berolige mig. Hun må aldrig finde ud af det.
   Men drømmen sidder i mig. Jeg tør ikke lægge mig til at sove igen.
   Jeg stryger hendes hånd med to fingre, før jeg flytter den og hvisker: "Sov bare videre, skat."

Jeg skæver til clockradioen. 6: 08. Det er på tide at stå op, for jeg skal møde klokken 8. Ude i køkkenet hvæser Sorte af mig. Skal det dyr altid stå i vejen, så man er lige ved at snuble ?
   Den farer ud af kattelemmen, før jeg får aet den som tegn på, at jeg ikke sparkede den med vilje.

"Tarnie kan ikke gøre en kat fortræd," sagde min storesøster, da strømerne kom. Jeg ved ikke, hvorfor, hun sagde det, for de mistænkte mig ikke. Ville bare finde ud af, om jeg måske vidste noget. Og forresten var kaptajn Most ikke en kat.

Jeg tænder kaffemaskinen, før jeg går ud og tænder for bruseren. Så lister jeg ind i soveværelset og klæder mig på. Fornemmer at Alice ikke sover. Jeg kysser hende på panden. Hun smiler.

En gang var Alice en sød og livlig pige. Hun smilede meget og var aldrig med, når nogen hånede eller slog andre.
   Men efter sin fars død, lukkede hun sig inde i sig selv. Blev bleg, tynd og med en mund som en blodløs streg. Det blev ved længe efter begravelsen. Så længe at hendes veninder blev desperate. De fandt andre veninder og de stak til hende, talte grimt om hende. Og hun blev den ingen ville være kæreste med.
   Jeg havde heller ingen intentioner i den retning. Ville bare muntre hende lidt op. Lære de værste af hendes plageånder lidt om god opførsel.
   Men en dag smilede hun til mig på en helt særlig måde.

Jeg øser havregryn op, overrisler dem med mælk og tager tallerkenen med ind i stuen.
   Jeg tygger maden mekanisk, mens jeg ser på billederne af børn og børnebørn. Mit blik stopper ved Lars Ole. Han er lige blevet kaptajn og kasketten klæder ham. Han står foran skibet og smiler.
   Og det passer, hvad Alice sagde, da hun hængte det op i går:
   "Hold da op, hvor han ligner far."
   Der er solskin i hans smil. På billedet.
   Men lige efter det blev taget, kom et par unge fyre slentrende. De fjollede og skubbede lidt til hinanden. Kom også til at puffe lidt til Berit, Lars Oles kone.
   "Se jer for," hvæsede Lars-Ole.
   "Det var sgu da ikke med vilje," sagde den ene.
   Men Lars-Ole greb ham i kravetøjet og rystede ham. "Jeg skal lære dig. Sådan en luset lille grimrian.
   Lars-Oles mund var en smal streg. Hans øjne kolde og hånlige.

I det øjeblik lignede han fuldstændig sin morfar. I et sekund havde jeg lyst til også at skyde ham. I stedet sagde jeg:
   "Slip så drengen, Lars Ole - og sig undskyld."