Jeg er en pige på 19 år, jeg er god i skolen og mit liv fungerer som det skal.
Jeg har alt hvad jeg nogensinde har drømt om, og det hele er egentligt meget tæt på perfekt.
Jeg har set næsten hele verdenen og oplevet den fra alle mulige forskellige aspekter.
Jeg har succes i alt hvad jeg foretager mig, og har masser af talent.
Min familie er skøn, og har givet mig støtte i alt hvad jeg vil.
Mit kærligheds liv, tja kan vel også kun beskrives som perfekt.
Alt i alt har jeg alt hvad jeg vil have og mere til, det er som en drøm, kan det virkelig være rigtigt at man kan leve et liv, hvor alting bare fungere efter mit hoved?

Nej desværre er virkeligheden en hel del anderledes, direkte omvendt kunne jeg også have sagt, men dog starter den ud nogenlunde ens. Jeg er en pige på 19 år, og jeg går stadig i skole, men om jeg er god eller ej må fremtiden vise, og muligvis en sjat engagement fra min side.
At dagdrømme er mit største talent, min familie er fantastiske mennesker men som hver især jonglere med lidt flere problemer end de fleste kan håndtere, og mit kærlighedsliv... kan man vil sige er lidt svært at beskrive eftersom det ikke rigtig befinder sig i mit liv lige pt.
Mht. til at have set hele verdenen, well i wish...
Endnu en drøm der kun eksisterer i min egen lille verden.
Jeg drømmer om en masse ting, men sjældent bliver det virkelighed, og hvis noget af det endelig gør, plejer det som regel ikke, at gå helt efter planen i sidste ende.
Det eneste der fungerer efter mit hoved er så meget som ingenting.
Perfekt? Findes det overhovedet i virkeligheden.
I min verden er ingen perfekte, og jeg selv er en af dem der er længst fra, men på den anden side siger man jo også at den værste til at dømme sig selv er - ja sjovt nok en selv.

Min psykologi lære sagde forleden dag at hos én person er der 3 jeger.
Det jeg man rigtig er, det man selv tror man er, og det andre mener man er.
Det fik mig til at undre mig over hvor meget man analysere hvem man selv mener man er, og sætter spørgsmål til om man nu er også er helt som man lige havde gået og troet, og samtidig spenderer man alt for meget tid på at tænke over hvordan andre opfatter en.
Synes de jeg er sød? Sjov? Pæn? Tyk/tynd? Hvem er jeg i deres øjne.
Og sjovt nok uden at spørge andre til råds, kommer man altid frem til en eller anden konklusion, om den så er negativ eller positiv er vel meget forskelligt.
Vi kender vel alle en person eller to, der er lidt for selvsikre og efter ens eget syn, ikke rigtig har noget at have det i. Og vi kender også alle sammen en hel del, der analysere hvert et træk ved dem selv, selvom man egentligt ikke opfatter personen som at være forkert på nogen måde.
Vi snakker også uendeligt meget om hvad der er normalt eller unormalt, og hvem der er grim eller smuk.
Det utrolige i det er, hvor lidt vi egentlig skænker dette en tanke: hvem bestemmer om noget er smukt eller grimt, normalt eller unormalt? Kan det ikke være forskelligt eller er der en facit liste jeg er blevet berøvet?
Vi danner så mange af vores meninger efter hvad andre tænker, uden egentlig at ligge mærke til om vi er enige.
Selvfølgelig skal jeg ikke sidde her og spille alt vidende, jeg undre mig bare, samtidig med jeg kigger mig i spejlet med en utilfreds følelse af utilstrækkelighed og nederlag over ikke at leve op til nu dagens standarder, som vel egentlig bare er min egen fortolkning af hvad andre mener.

For at vende tilbage til jeget, hvem er jeg,? Hvem er du?

Er jeg en fantasi i mit eget hoved, jeg selv har stykket sammen? Er jeg skabt af mine erfaringer, tanker og fortolkninger? Hvem er JEG?

Jeg er en pige på 19 år, der går i skole og har drømme, for det meste lever jeg i dem, ofte også for dem.

Jeg tænker altså ER JEG?