Jeg smed min tons tunge rejserygsæk på gulvet med et brag, så selv de uåbnede konservesdåser med makrel i bunden af tasken sikkert omkom af skræk. Jeg gik med tunge skridt gennem gangen, ud i køkkenet, og satte mig oprørsk på min nok så flade røv, midt på køkkengulvet. "Ha' en go' dag". Jeg kunne have kylet mine 20 grønne Kings lige i hovedet på ham, en efter en. Hvad fanden bildte han sig ind, at sidde der ved kassen i netto og tale til mig, som var jeg en omvandrende trækasse fyldt med møtrikker og skruer, navngivet med et grimt, rødt nummer bag på ryggen. Hvorfor skulle han nu også til minde mig om, at jeg var hjemme i Korsør igen? Hjemme i lille, grimme, grå, triste, stille og sindssyg kedelige Korsør. Igen. Med et skod solidt fæstnet mellem læberne, tændte jeg min roskildelighter, inhalerede, og lukkede øjnene. Imens røgen roligt sivede ud gennem højre mundvig, oplevede jeg hele ugen på et splitsekund. Kulden om natten, hedebølgen om morgenen, den gudesmukke, badende brunette med de dejligste små bryster. Jeg forestillede mig stanken af pis og bræk som imødekom mig, når jeg sjoskede ned til hegnet for at morgenpisse. Følelsen af at være det eneste individ i verden, stiv og lykkelig, selvom man stod iblandt 60.000 andre mennesker foran orange scene og skrålede med på 'Friday I'm in love'. Uret tikkede inde i stuen, og fremmanede endnu mere indre raseri over at være hjemme igen. Hjemme i kedelige Korsør. Jeg havde bedt om lov til at få det gamle ur som det eneste, da vi tømte min mormors lejlighed. Da jeg var lille havde jeg altid nydt, at sidde i den grønne lænestol foran uret, og taktvist følge pendulet med øjnene, imens den tikkende lyd drev mig længere og længere væk fra virkeligheden. Nu var jeg faktisk ikke særlig glad for det længere. Hver gang jeg kom til at lytte til den tikkende lyd, begyndte jeg at tænke på døden, i det store hele. Uanset hvor meget vi havde nået, hvor meget vi ville nå, eller hvor meget vi rent faktisk fik nået at nå, så ville tiden altid indhente os, og til sidst ville vi have hele den pukkelryggede rendende i vores dødsbo og udse sig godter, med deres lange, krogede fingre. Fy for satan. Jeg fik ordnet mig en god tallerken med rugbrødsmadder. Både den med rullepølse, mayonnaise og rå løg, og den med leverpostej, salt og peber. Masser af leverpostej. Jeg fiskede en tilpas lunken bajer op af rygsækken. Det var en han. Jeg satte mig ud på altanen med min rullepølse, min leverpostej og min skummende øllerbajer. Masser af leverpostej. Jeg tændte endnu en smøg. Nu havde jeg jo alligevel vænnet mig til, at kæderyge 40 af slagsen på en dag. Hvis jeg skulle vælge hvilket pålæg der bedst kunne sammenlignes med Korsør, ville det nok være leverpostej. Grimt, koldt, gråt og fyldt med lever. Jeg hadede lever. Og dog, i det mindste smagte leverpostej godt, hvilket var mere end man kunne sige om den her by. Solen brændte sig ind i huden på mig. Sommerferien var lige begyndt, og jeg sad midt i en by i udkantsdanmark, fyldt med liderlige, foundationmisbrugende teenagepiger, uden den mindste form for integritet, hvad angik kreativitet og individualisme. Rullepølsemaden smagte himmelsk, og blandede sig godt og grundigt med øllen i maven, som for længst var bundet. Jeg kylede den tomme dåse ud over altankanten, af ren vane. Ham kommunalarbejderen i den gule vest skulle jo også have noget at fordrive tiden med.