Du kaster et blik på mig og tror du kender mig, men du giver ikke dig selv tid til at fordybe dig i en samtale og lytte til mig. Du vil ikke lære mig at kende, for hvad nu hvis jeg har en historie så sort og umenneskelig, at du ikke kan holde den ud? At du ikke ved, hvordan du skal reagere, og derfor siger noget dumt, noget der vil ødelægge så meget for mig som du kun lige har mødt.
Der var engang, hvor alt var simpelt, dengang man var barn. Når man mødte nogen, så havde de ikke en lang historie, man kunne risikere at sige noget forkert til eller om. Den gang var livet bogstaveligt talt en leg. Man mødte en ny person, og før man vidste af de, så havde man de sjoveste lege, og man kunne blive ved i evigheder. Om sommeren vågnede man med solen og gik ikke i seng med den. Man brugte hele dagen på at have det sjovt, på at lege sig gennem barndommen. Dengang var det eneste man behøvede at tænke på, hvornår man ville lege igen, og hvad man ville lege.
Ting ændrer sig. Ting er til for at ændre sig. Folk forbliver aldrig de samme. Lige meget hvor hårdt de så påstår, at de er de samme som de var engang, så ved de inderst inde, at de har ændret sig over tiden, og at de har gjort det flere gange og har haft flere forskellige personligheder. Nogle af de personligheder som de har haft, har de med sikkerhed ikke været stolte af, og de har gjort ting, de fortryder den dag i dag, men fortiden er som den er, og den står ikke til at ændre. Nogen personer var dem der gemte alt, gemte sig selv og dem de var, for på den måde, var der ikke andre, der behøvede at huske dem, når de var væk. Der er de personer, der har været overdrevent åbne, og fortalt alle og enhver om dem selv for at sikre sig, at der var så mange som muligt, der vidste hvem de var, og derfor ville der være mindst en til at huske hvem de var når de var væk. Der var de personer som bare udfyldte billedet, dem som der var flest af, dem som ingen huskede helt. Alligevel gemmer de sig i alle de andres hukommelse når de er væk. Og så er der de personer som mig. Os der gerne vil huskes, men vi vil huskes for noget andet end det vi nok vil blive husket for. Jeg vil blive husket for hende, der startede som den lille åbne, glade og nærmest populære pige, som i løbet af kort tid ændrede sig til at gemme sig for verden og hade sig selv mere end nogen kunne. Hende der kom i behandling bare for, at blive en af dem i baggrunden. Fælles for os er, at vi bare gerne vil huskes. Vi vil alle sammen gerne huskes for noget godt, noget specielt.
Jeg vil gerne huskes, men jeg ved ikke for hvad?
Noget specielt? Det bliver jeg allerede husket som. Når folk om 10 år snakker om deres tid i skolen vil de snakke om mig som pigen, der skar i sig selv, hende der proppede piller i sig for at glemme, de vil snakke om mig som hende freaken.
Noget godt? Hvis jeg skulle huskes for noget, vil det være at jeg blev "rask" igen. Faldt ind i bagrunden og ikke længere skilte mig sådan ud, og ikke længere skræmte folk.
Jeg er pigen du kigger på, men alligevel ikke rigtig ser. Jeg er hende, der er blevet en del af bagrunden. Du vil gerne lære mig at kende, men alligevel bliver du bange og træder et par skridt tilbage, når du ser mig i øjnene. Du bliver bange når du ser tomheden og smerten de er fyldt med. Der var engang hvor, hvis du så i mine øjne, så ville du med det samme vide, hvad der foregik bag ved dem, hvilke tanker og følelser der var.
Men i dag er alt det væk. Det eneste du kommer til at se er en skræmmende tomhed og en brændende smerte som du ikke helt forstår men stadig prøver at sætte dig ind i. Du vil vide min historie siger du, men vil du stadig det, når jeg siger, at jeg offer for misbrug? Offer for seksuelt misbrug. Nej! Det ved jeg du ikke vil. Jeg ved at så snart de ord kravler over mine læber, så vil alt ændre sig. Du vil blive bange, usikker og have en trang til at lade som om du ikke hører det, lade som om det aldrig er blevet sagt, at du aldrig har hørt det. Men det er min historie. DET er hvem jeg er. DET er hvad jeg er. Jeg vil ikke kunne give dig alle de svar du søger, når du stiller mig det ene spørgsmål efter det andet. Jeg vil blot se på dig og selv have lyst til at stille lige så mange spørgsmål. Jeg har ikke svarene på nogen af de ting, du vil spørge mig om. Jeg vil kunne fortælle dig, at jeg altid har vidst, at der var noget, der ikke var rigtigt, at der altid har været noget, der gjorde ondt uden at kunne sætte ord på, hvad det var. Jeg vil kunne fortælle dig, at jeg var et sted mellem 6 og 8 år, da det skete. Jeg vil kunne sige til dig, at det måske har været min far og så måske ikke. Jeg vil kunne fortælle dig om den reaktion min krop fik da min psykolog førte mig gennem en øvelse, men hvad vil det nytte? Hvis du ikke har oplevet, at din krop låser fuldstændigt og din hals lukker for luften, som når du bliver kvalt og du har lyst til at skrige, men der ingen lyd kommer, kroppen ryster bare mens tåre efter tåre løber ned af dine kinder, så er der ingen chance for, at du vil forstå det, når jeg siger, at det er, hvad der skete, da min psykolog lavede den øvelse med mig.
Du ser mig og så alligevel ikke. Du vil ikke lære mig at kende, du siger kun du vil.