I vores lille slumrende provinsby er billetsalget på togstationen bestyret af en bemærkelsesværdig mandsperson. Høj, mager og midaldrende. Altid klædt i blå eller grå nuancer under devisen: "Blåt og gråt klæ'r alle tosser godt!" Det er der sådan set ikke noget besynderligt i. Det er mere hans attitude, som skaber sin helt egen atmosfære.
Han er i besiddelse af en selvfølelse, som ville have ramt Solkongen med mindreværdskomplekser, såfremt de havde mødt hinanden for godt 300 år siden på Versailles under samme valgsprog: Staten, det er mig!
Fra det øjeblik man træder ind ad døren, fornemmer man denne intense følelse af afsky for kunderne, som er det selve pesten, der opsøger ham ved skranken forklædt som passagerer.
Det er en næsten umenneskelig overvindelse for ham at lette sig fra stolen bag skillevæggen, der består af gulnet hessian. Takket være denne rumopdeler føres man ind i en tidslomme, som ellers er endt på museum.
Lukketiden er ændret, således at det kun kan lade sig gøre for det arbejdende folk at forny togkort om torsdagen, som er den eneste dag, der holdes åbent til kl. 17.30. De andre dage befries han for pøblen fra kl. 15, og det giver en vis tilfredsstillelse og genvunden livsmod, når der bliver rykket i den låste dør af enfoldige sjæle, som ikke har opfattet, at der er LUKKET! STÆNGT! FORSVIND!
Til gengæld oprinder torsdagene som et psykedelisk mareridt, når "almuen" bestormer kontoret og vil betjenes. Meget naturligt opstår det i bølger, når toget ankommer, og passagererne stiger af for at runde omkring stationskontoret.
Han stirrer nidsk på hoben, som trænger sig ind på ham. Bag stålbrillerne model "Erling-Bundgaard-i-Lørdagshjørnet" har han en imponerende evne til at få øjnene til at glide ind i et ekstra skær af livslede.
Forleden var absolut ingen undtagelse. En moder med et barn banede sig vej frem til skranken. Bag mig kom 7-8 andre kunder, og føleren i døren underholdte alle med sin Ding-Dong. Ding-Dong. Ding-Dong. Alligevel skete der ingenting. Det trange areal foran skranken begyndte at blive særdeles knebent, mens man fordrev tiden med at se på hinanden og sig selv på TV overvågningen, der hang over skranken. Her kunne man i et muntert øjeblik vinke til sig selv, hvis lysten skulle komme over én. Vel vidende at "bønnestagen" sad og så "samme program" bagved.
I grænselandet mellem acceptabel ventetid og flabet sylten af kunder dukkede han frem. Bevægelserne har jeg set tilsvarende i en naturfilm om dovendyr i Brasilien. Der var rigtig nok ikke lagt op til 100 meter løb på tid! Vi stod alle og betragtede ham - havde jo ligesom ikke andet at lave!
Hans knoglede hænder lagde sig andægtigt til hvile på skranken, og med en slæbende stemme inviterede han moderen med barnet på ca. 5 år til at fremkomme med sit ønske i form af et "Jaaaaaaaaaa.......?????????".
Hun spurgte efter nogle fribilletter til en fodboldkamp, som man kunne hente på stationen. Drengen løftede sig forventningsfuldt på tæerne med næsen i højde med skranken, mens hans klare barneøjne betragtede benraden foran ham.
Ganske uventet lyste tjenestemanden for etaten op i en smilede grimasse, der kortvarigt mindede om en hyæne, hvorefter han lænede sig frem og raspede:
"De er for længst revet væk!"
Lyset slukkede i øjnene hos junior, og herefter masede mor og søn sig så ud gennem mængden og forsvandt.
Skrankepavens teknik udi ekspedition består i at yde den pålagte service med et minimum af energiudfoldelse. Når næste i rækken rykker frem, nøjes han blot med at stirre distancerende på individet, som om vedkommendes ånde lugter som skridtbindet hos en bulgarsk bryder.
Han forholder sig fuldstændig tavs, og såfremt ingen tager initiativ til at samtale, så er det uvist hvor længe man ville stå dér over for hinanden. Men kunden lader sig som regel "knække" og med en hit rate på 100 % fremkommer denne med sit ønske.
Det beviser så med al tydelighed, at man bag skranken kan spare sig de mange velvillige og imødekommende fraser.
Næste kunde var ung pige, iklædt glade neonfarver og med et brus af krøller. "Solstrålen" lod sig dog ikke påvirke af ungdommens energiske fremtoning, men lagde sit livslede blik til hvile i hendes øjne uden et ord undslap hans blodløse læber. Kun fingrene med glasagtige neglebånd trommede galoperende på disken som tegn på liv.
Hun bad om et 10-turs klippekort. Med mekaniske bevægelser blev det hevet frem under en lille hylde i skranken og printet ud med påtegning.
Hun tog imod kortet. Vendte tyggegummiet i munden og med uforfalsket københavner jargon sagde hun: "Ganske vist har jeg lige haft influenza, du! Men at jeg ligefrem ligner en pensionist med rollator, det havde jeg sgu' ikke troet." Hun holdt det op i læsevenlig afstand foran hans åsyn.
Det var forløsende at se "paven" blive befippet, mens blodet strømmede til hans ansigt og forvandlede den askegrå facade til en karmesinrød overflade, hvor svedperler dannede et højglanspoleret præg.
Med overraskende hurtige bevægelser tryllede han pensionistkortet om til et ungdomsklippekort.
Med tyggegummiet blæste hun en stor, lyserød bobbel, der bristede med et højt smæld, hvorefter hun sagde: "Tak ska' du ha' smukke! Du skulle ha' en møsser lige på trutten!"