Tillykke det blev et barn. De magiske ord som alle gerne vil høre. Nogle, som mig, vil også gerne sige dem. Vi har intentioner. Drømme, der går ud over vores egen grænse. Vi vil hjælpe folk med at føde. Vi vil være der for folk i et af de største øjeblikke i deres liv. Hvorfor? Fordi det er så stort, at man næsten skulle tro, at det var uforståeligt.
Med et håb og en drøm kommer altid også en tvivl. Og en frygt. Først kommer tvivlen. Kan jeg klare den opgave, jeg bliver stillet overfor? Kan jeg magte den? Kan jeg udføre den godt nok, vel at mærke måske til perfektion? Men så igen kan vi også begynde at diskutere, hvad godt nok er, og om perfektion er en nødvendighed om end en overhoved en mulighed. Kan noget være så godt, at det er perfekt? Kan noget virkelig være ud over alle grænser, at ikke noget mangler? Mange frygter for, at de ikke kan klare en opgave perfekt. Det er et ligegyldigt faktum. Hvornår noget er perfekt, definere man da selv. Hvornår det lever op til ens egne krav, er en hel anden snak. Man skal være tilfreds med, hvad man laver. Selvom man er bange for ikke kun konsekvenserne, men også for at leve det ud, skal man se frygten i øjnene. Man skal tage den med som en del af bagagen. Det er en del af bagagen, det må man indse. Man må leve med frygten i sin baglomme. En frygt som for nogle på bestemte områder bliver større og større.
Jeg selv? Jeg er bange for alt. Mest af alt for ikke at blive mor. Af alle ting er det det, der skræmmer mig mest. Jeg frygter det. Jeg frygter den dag, hvor en gynækolog fortæller, at jeg ikke kan blive mor på grund af, at min krop ikke er god nok. Denne gang definerbart ikke godt nok til at få børn. På grund af at min krop er så fucked op, at der ikke er noget at gøre. Alle de ting der sker. Alle de ting jeg ønsker, der skal ske. Hvordan vil de blive, hvis jeg får den besked? Kan man have de samme drømme som før? Kan man virkelig tillade sig det? Håndteringen af folk bekymrer mig endnu mere. Folk har forventninger til en. De siger altid: Du er den fødte mor. Ja, men hvad nu hvis jeg ikke kan blive det? Hvordan fungerer man med folk, hvor deres livs omdrejningspunkt er ens egen mangel? Hvordan siger man: Tillykke det blev et barn, når man ikke selv kan få et?
Frygten skal man ikke blive for gode venner med. Man skal acceptere den, men venner det er ikke en god ting at være med den. Man skal måske også bare slå koldt vand i blodet. Og vente ved bekymringen i frygten. Jeg er træt af at frygte det ene og det andet. Jeg er træt af at bekymre mig. Jeg vil leve livet. Jeg gider ikke at blive dømt, ej heller at fordømme uvidende ting. Men giver man måske netop folk plads til at dømme, når man frygte det så meget? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal komme videre fra bekymringsstadiet.
Frygten er hård. Ligeså hård som bekymringen. Vi kommer aldrig af med nogen af delene, så hvad kan man gøre? Skrive et essay, håbe på det bedste også bare smutte ud på afdelingen?