"Hun er død, hun er død."
   Skriget, der skar igennem den lune sommeraften, ændrede mit liv for altid. Tre små ord, så fuldkommen urealistiske og alligevel så fuldkommen virkelige. Jeg frøs til is. Jeg kunne intet se, intet høre, intet mærke. I et kort sekund eksisterede jeg ikke. Jeg vidste instinktivt, hvem hun mente. Jeg turde næsten ikke dreje hovedet, men gjorde det alligevel. Det var som at være i en drøm; uvirkeligt og sløret.
   Jeg så min far lægge armen om min mor, indtil virkeligheden også gik op for ham. Alting foregik i slowmotion og så alligevel lynhurtigt.
   Jeg tror, mit hjerte stoppede, da jeg så Anemones ansigt. Så blegt, næsten blåt, og uden det sædvanlige smil i de dybblå øjne. Jeg vidste i det øjeblik, at det var forbi.
   "Er der en læge tilstede?" råbte min far febrilsk ud over forsamlingen. Hele vejen ned ad trapperne, ned til Keld og Hilda på scenen, ned til en mikrofon... "Er der en læge tilstede?"
   De næste minutter varede flere timer inden i mig. Isen i min hånd smagte råddent; den dryppede, så jeg gav den fra mig. Et eller andet sted blandt publikum blev der fundet en læge. Anemone lå sårbar på græsset, mens han forsøgte at få liv i hende. Det varede alt for længe før han fik hjælp af en ambulance, der kom kørende ad de smalle veje med blå blink og udrykning. Min far kørte med, min mor og Andreas fulgte efter i en taxa.
   "Hun var så sød," hulkede jeg stille. Dybt inde i mig selv vidste jeg, at Anemone ikke var til stede længere.

Det var sen aften, da vi fik lov at besøge hende. En maskine måtte trække vejret for hende. De lyserøde babykinder havde skiftet farve til lyseblå, og øjnene lå indsunket i deres huler. Hun var så lillebitte, så skrøbelig. Men hun levede! Der var hjerteslag og åndedrag, varme i hendes hud. Ikke meget, men dog liv.

Jeg husker ikke natten. Jeg tror ikke, jeg sov; jeg var ude af stand til at slippe tanken om Anemone. Hvis nu jeg bare blev ved med at tænke positive tanker, så kunne det jo være...

Næste formiddag skinnede solen, og et sted i en skovbund sneg en blomsts sig op af jorden for at nyde dens varme, livgivende stråler. Alle nød solen. Alle på nær mig. Jeg forbandede solen langt væk, og ønskede, at det ville begynde at regne. Regnen i mit sind var for kraftig til at blive inde. Den måtte ud.
   Anemone døde senere samme dag. Den 24. juni, årets længste dag. Hendes lille hjerte holdt op med at slå. Alt, alt for tidligt.
   Hun blev lagt i en lillebitte kiste og fik sit fineste tøj på. Som hun lå der, lignede hun næsten en porcelænsdukke. Bleg, skinnende hud, og en sød, lyserød kjole. Hendes ellers så levende blå øjne var tomme som glas.
   "Hun var så sød," hulkede jeg. Igen og igen.

I dag er det kun ganske få personer, der tillægger Anemonen en betydning. For de fleste er det bare en blomst, der symboliserer forårets komme. Den blomstrer i starten af april, når vejret begynder at blive bedre og vinteren langsomt bliver afløst af forår. Men efterhånden som forår bliver til sommer, falmer Anemonerne bort, og kun mindet om dem bliver tilbage.

Du gror i mig for altid!