Fyrtårnet var tændt nu, med regelmæssige mellemrum kunne man se lyskeglen komme stille og roligt glidende som et forvarsel om, at det nu ville blinke og sende sit lys ind i deres mørke sommerhusstue. I få sekunder gjorde den deres stearinlys overflødigt, indtil lyskeglen fortsatte sin gang ud over havet, hvor den tjente sit egentlige formål.
   "Er du ikke glad for, at vi tog herud?" sagde hun med et glad smil.
   Han kiggede op et kort øjeblik fra sit skriveri, som han i sommerhuset altid gjorde med hans gamle kuglepen.
   "Jo," sagde han tøvende.
   "Det er så hyggeligt her, især med levende lys, men hvad er det du skriver nu?"
   "Det er såmænd bare svar på en indbydelse jeg fik inden vi tog af sted. Den skal besvares inden vi kommer hjem."
   "Hvad er det til?"
   "Ti års jubilæum for min folkeskoleklasse."
   "Det lyder da sjovt. Der er to år endnu, til jeg skal det."
   "Jo."
   "Du lyder ikke begejstret."
   "Det bliver da sikkert meget sjovt."
   Hun gik over ved siden af ham og omfavnede ham.
   "Du er vel ikke stadig forelsket i din skolekæreste," sagde hun drillende.
   "Nej da," svarede han og lo.
   Han lagde armen om hende og kyssede hende. De kunne begge sidde i timevis og følge bevægelsen i fyrets lyskegle mens de holdt om hinanden.
   "Se, der er en ravn," udbrød hun begejstret.
   Han kiggede i den retning hun pegede og konstaterede, at hun havde ret. Det var en ravn, der kom flyvende.
   Ravnen flyver om aftenen, lød en gammel sang som han havde hørt engang. For hundrede år siden troede man, at det varslede ondt at se en ravn, for det kunne være en af Odins ravne. Den satte sig på en pæl tæt ved deres sommerhus. Nu tog hun kuglepennen som han havde lagt fra sig og begyndte at tegne en ravn. Stearinlyset blafrede i hendes åndedræt.
   Han troede da ikke, at ravnen varslede ondt som hans forfædre troede. Eller gjorde han?
   Han kunne ikke slippe tanken om ham, der absolut ikke ville komme til jubilæumsfesten. Han lå derude et sted, hvor fyret sendte sine lyskegler. Han var aldrig blevet fundet.