Jeg står her med rebet i min hånd. Jeg ved ikke hvordan det kom så vidt. Jeg ved ikke hvorfor det gik mig sådan her. Hele mit liv har været en lang række hændelser som jeg endnu ikke har forstået.
   Det startede allerede da jeg var lille. Min mor holdt mig indenfor. Jeg måtte aldrig komme ud. Kun om natten. Der, sagde hun, gik min farve i et med mørket. Jeg forstod ikke hvad hun mente. Forstår det stadig ikke. Men så en dag forsvandt hun. Jeg ventede i flere dage, men til sidst var der ikke mere mad. Jeg blev nød til at gå ud. Selvom jeg ikke måtte. Men jeg gjorde som hun sagde, og gik kun ud om natten. Der var nogen der så mig. Noget der så mig og begyndte at råbe ad mig. Og de jagtede mig. I den forkerte retning. Væk fra hvor vi bor. Væk fra sikkerheden. Men jeg slap væk. Gemte mig.
   Som tiden gik virkede det som om flere og flere mennesker begyndte at lede efter mig, og jeg turde ikke være der mere. Så en nat løb jeg. Alt hvad jeg kunne. Så langt jeg kunne. Væk. Ud af byen, ud til steder jeg aldrig havde set før. Ud hvor der var lange pæle over det hele, med kæmpe hoveder, Jeg løb ind et sted hvor de omgav mig, som husene i byen. Endelig der, turde jeg stoppe med at løbe, og jeg måtte ligge mig ned. For jeg var udmattet.
   Da jeg vågnede igen, var der en person hos mig, jeg ville være stukket af, hvis ikke det var fordi hendes udseende overraskede mig. Hun lignede ikke nogen af dem der havde jagtet mig. Hun var lys i huden og hendes hår havde ikke samme sorte kulør som alle andres. Hun tog mig i hånden og førte mig med sig længere ind i blandt de høje pæle. Og derinde fandtes der en meget lille by, gemt væk af det hun senere fortalte mig hed træer. Og når der var mange af dem, skov.
   Hun tog mig med og præsenterede mig for mennesker der ikke jagtede mig. Andre der, som hende, også var anderledes end noget jeg nogensinde har set før. Der var endda andre som mig. Med det røde hår… Ville gerne kunne sige mere om tiden i landsbyen før "De" kom.. Men det gør ondt at tænke på at det er min skyld de alle er forsvundet nu.
   Det var mig De var ude efter, og det var mit spor der ledte dem direkte til landsbyen. Det er min skyld at De fangede dem. Havde det ikke været for mig, var hun stadig lykkelig. Og i live.
   De fangede mig. Tog mig ind i et rum. Spændte mig fast. Stillede mig spørgsmål. Jeg spurgte efter min mor, men mine spørgsmål blev ikke besvaret, kun den konstante strøm af deres spørgsmål. De påstod at jeg ikke ville snakke, men jeg kendte ikke svarene på de spørgsmål de stillede. Som straf.. For at få mig til at tale, sagde De at De ville slå hende ihjel. Jeg prøvede desperat at få dem til at forstå at jeg intet vidste, men De forstod det ikke. Troede at jeg løj.
   Pludselig skete det.. De gjorde alvor. De viste mig hendes hoved. Men det sad ikke på kroppen. Jeg ville have skreget, men kunne ikke.
   Derefter lukkede de mig ind i dette rum. Jeg tror det er et slags skur.. Jeg fandt dette reb.. Nu vil jeg bruge det. Jeg kan ikke klare flere af deres spørgsmål. Jeg kan ikke svare på dem. Og jeg kan ikke tillade mig selv at leve mere, når jeg ved at jeg er skyld i hendes død.
   Mor lærte mig denne måde at binde knuder på for længe siden.. hun sagde at det kunne blive nødvendigt. Og så sagde hun altid:
   "Det er godt at skille sig ud."