Enhver historieinteresseret fynbo (og sikkert mange andre..) kender datoen 2. april 1801. Lad os tage det glorværdige først.
Slaget på R(h)eden forbindes naturligt med den engelske, frygtindgydende admiral Horatio Nelson. Blandt hans modstandere den dag var en lille, væver og tapper asseneser, der blev kaldt over bæltet for at stå i spidsen for Københavns flådebatteri nr. 1.
Asseneseren var Peder Willemoes, der som bekendt kæmpede bravt, men forgæves mod den britiske overmagt, herunder admiralskibet Elefanten. - Det refereres, at admiral Nelson senere skulle have anbefalet den slagne danske kronprins Frederik (senere Frederik d. 6 - ham med Frederiksberg Have osv.), at udnævne Willemoes til admiral for hans tapperhed.
Slaget i reden - det knap så glorværdige - skete d. 2. april 2005. Den dag fejredes 200-års fødselsdagen for den odenseanske digter H. C. Andersen mange steder og især i hans fødeby Odense. Trods flere kvalificerede kultur-input kan man ikke kalde det gigantiske arrangement gennem det meste af 2005 for en succes. Der blev begået adskillige fejl (hverken Nelson eller Willemoes havde råd til den slags!).
Det mest kendte og uforglemmelige var et gyldent folkepensionist-tilskud fra kommunekassen til den internationale, chocoladefarvede og stadig sexede 67-årige Tina Turner. Et "eventyrligt" feststemt/-klædt publikum i Parken (Don Øs største hus!) oplevede hendes få dampende rocknumre emballeret i en hoftevridende og sexet performance med forstærkere, der sendte lyden langt udover postdistrikt DK-2100.
Det kostede - også efter egen udsagn - Odenses mangeårige socialdemokratiske borgmester den gyldne kæde, som ved valget nov. 2005 blev hængt rundt om en konservativ sejrherre, forresten ved samme efternavn tilkoblet medicinske kompetancer og en håndbolddommer-fortid. Samme - simply not the best - socialdemokratiske eks-borgmester valgte som nyslået kulturudvalgsformand at kaste "anker" og holde en lav profil d. 2. april 2006 (det ville både Nelson og Willemoes utvivlsomt have billiget!).
Havde admiral Nelson kommet sejlende forbi i en H. C. Andersens papirklip-båd på Odense å og oplevet dette slag i den fyenske rede eller andedam (vælg selv!) anno 2005, ville han sikkert have gnedet sig i sit raske øje og tænkt tilbage på de gode gamle dage d. 2. april 1805, hvor Tina Turner med rette om den danske asseneser kunne have sunget de berømte ord... Simply the best!