Jeg ville ønske at mit liv var akkompagneret af musik. Akkurat som på film. Så de kunne forstærke de følelser jeg har og doble dem op. Vride dem ud i de yderste fronter, vende og dreje dem til de lyste og skar i publikums øjne.
   Jeg ville ønske at jeg ikke havde behovet for at fortælle, men kun at føle. Hvis musikken fortalte ville det ikke være nødvendigt. Publikum ville vide hvad jeg følte. De ville høre og lytte og vide.
   Når jeg var glad ville mit usynlige orkester spille muntert dansemusik, løfte mig op og føre mig omkring i en hektisk dans. Jeg ville svæve rytmisk til de glade toner, mærke kuldegysningerne under huden skiftevist trække sig sammen og udvide sig og få blodet til at nynne. De mest opmærksomme ville ane den melankolske klang, men slå det hen som en falsk tone.

Og straks ville musikken ændre humør. Den ville sammen med mig træde over i en hed tango med bløde, længselsfulde trin og stikkende takter. Publikum ville vide hvilket humør jeg ville have under denne musik, hvilken uforløst kærlighed, hvilket ukontrollerbart raseri, og de ville mærke deres egne følelser, de længselsfulde og sårbare og måske høre den skrøbelige harpesang tæt på dem selv.

Når jeg var ked af det ville jeg være omgivet af bedrøvet gråd fra tusinde violiner, skærende gennem flokken af mennesker, der ville dele dem som et rødt hav, spærre dem inde i røde skaktern. Ingen ville nærme mig. Musikken ville tegne mærkbare advarselsskilte op, lade tunge bomme spærre af, men alle ville hver især forstå min smerte, min sorg og min dualistiske hungren efter fred og efter trøst. De ville høre mig på lang afstand, rundt om hjørner og bag store forhindringer. Akkustikken ville gøre at min musik ville ramme dem, sende ekkoer tilbage og vække medfølelse.
   Selv i mørket, selv om natten ville jeg ikke føle mig alene. Toner er tidløse. Gennem de smertefulde skrig fra violinernes stramme læber, ville de samtidig kunne høre en blid bas brumme med dens stabile og forløsende røst.

Jeg ville ønske at mit liv var akkompagneret af musik. Ord ville være overflødige og erstattet af noder, toner og takter. De ville fortælle følelsernes historie. Min tunge ville være væk og slet ikke eksistere. Jeg ville læse noder som bogstaver, leve og lytte og vide.
   Måske ville min musik overdøve de andres.
   Måske ville mine violiner blande sig med de andres tango.
   Måske ville der være så mange toner, at de ville blive tiltrukket af hinanden og smelte sammen til een stor, tung tone, som ingen ville kunne identificere.
   Måske ville den blive til en vældig hyletone og opsluge de andre. Måske ville jeg ende med at blive døv, ude af stand til at høre min egen musik. Og de andres.
   Og måske ville vi sammen gå rundt i en vakuumverden, hvor alle toner var forsvundet og forstummet.