Naja listede op ad trappen imens hendes kolde forfrosne fingre gled op ad det forfaldne gelænder, som nærmest stod tilfældigt i den forladte forgang. Rummet ovenpå var fyldt med en besynderlig luft af råddent træ og mølædte møbler. Det var halvstort og mørkelagt. Enkle solstråler kom igennem et lag af støv der var indgroet på de farvede vinduer. Vindens kræfter var besat af at trænge igennem de mugne træstolper som så ud til at hænge frit i loftet imellem de to store kolde betonvægge. Rummet virkede dog så tomt og ensomt, selvom rodens bunker havde lagt sig ud over gulvet. Rummet tilhørte Najas onkel som døde sidste år.
Gulvet knirkede når hun lige så let listede hen over det og ting som stod i vejen. Hun nåede vinduet og strøg en gammel klud hen over det og så det hele lysne op. Hendes dybhavsblå øje opfangede et glimt af noget gyldent. En hængelås som hang på en stor kiste. Ovenover kisten hang der et kæmpe portræt af Najas onkel. En mand med et bedrøvet udtryk i ansigtet, jægerhætten på skrå og et gevær i sin ene hånd. Han havde altid været alene selv ved juletid. Når Najas familie havde inviteret ham, takkede han pænt nej og forsvandt ind i sin egen verden og lod ikke nogen komme nær. Han døde ensomt på dette loft.
Naja så ned på den gamle kiste. Nøglen sad i låsen. Nysgerrigheden ramte hende og hun drejede forsigtigt nøglen rundt. Kistens låg var tungt, men hun fik alligevel åbnet det. Langsomt stak hun hånden ned i kisten og fik fat på noget støvet papir. Det var et gammelt, støvet brev. Hun pustede støvet væk og satte sig ned i en forfalden stol der stod ved siden af kisten. Brevet var uåbnet og det øverste hjørne af den var blevet brændt væk. Naja havde altid vidst at onkel Jonathan samlede på underlige ting. Men gamle breve havde han aldrig snakket om. Brevet blev forsigtigt åbnet og taget ud af konvolutten. Skriften var meget utydelig og tæt tværet ud, men der stod:
Når du læser dette er jeg for længst død. Jeg er druknet i mine egne ensomme bunker.
Jeg lever nu, hvor alle ensomme sjæle drager hen. Paradiset land. Men mine hænder er fyldt med uskyldigt blod. Et mord. Mine synder bliver straffet af den mørkeste hersker. Nævn hans navn og din sjæl brænder op. Naja, løb til verdens ende. Han vil tage din sjæl og forstene dig til evig tid. Løb, før du mærker kolde fingre om din hals. Mine synder er blevet til dine. Jonathan Vinter.
Naja så forskrækket op og smed brevet fra sig. En høj ondskabsfuld latter fyldte hendes hoved. Hendes øjne blev fyldt med paranoia og et skrækslagen udtryk havde sat sig i ansigtet. Najas ben spænede hen mod trappen og ned af de glatte fodtrin. Noget forfulgte hende. Flere skrig kom fra husets badeværelse. Et barns skrig. Naja bevægede sig ud mod badeværelset. Der flød er stor sø af blod på gulvets overflade. Pludselig klamrede blodet omkring Najas ben. Hun sad fast. Den ondskabsfulde latter gav et ekko i rummet og badeforhænget blev hurtigt rykket ned. Naja begyndte at skrige, men en lille pige holdt for hendes mund. Men da Naja så pigens skarpe bloddækkede hjørnetænder vidste hun, at pigen blot var en uskyldig facade. Han var kommet. Naja strittede ihærdigt imod. De lange sorte negle fra hans ækle store hånd skar sig længere og længere ind i hendes hud. Hun skreg, så hendes lunger næsten sprængtes. Ingen kunne høre hende.
Najas blik blev svagere og en mørk diset tåge lagde sig omkring hende. Blod flød ned ad kinden og hendes hud blev ældre. Hans kraft blev stærkere og Najas liv svagere. Hans finger strøg ned over hendes ene bryst og fingrene forvandledes til frem knive der skar sig ind igennem hendes bryst. Naja skreg hjerteskærende og blikket blev fjernt. Han greb fat i hjertet og trak det hurtigt ud. Naja så to gule rædselsfulde øjne og pludselig åbnede hun sine med et sæt. Hendes hjerte bankede hurtigt og hun trak efter vejret.
Det hvide loft hang over hende. Hun lå i sin seng. Skrækslagen og paranoid.