Hun mærkede dødens kolde pust, i nakken. Hun vidste tiden snart var inde. Klokken var kvart i tolv. Hun havde godt nok aftalt med Martin, at han skulle hente hende klokken tolv. Men hun havde lagt andre planer. Planer, som hun ikke helt vidste noget om, men som hun vidste fandtes. Hun rodede i en gammel skuffe. Der var alt det bras, som hun bare havde smidt i, efter den syvende flytning. Hun fandt et halvbrændt billede, og kiggede længe på det.
   Et billede af hende, og sine forældre, for nogle år siden. Smerten, og minderne, slog som et lyn ned i hende. Hun så sin moderens, og faderens forbrændte skrækslagne ansigter, i dødens flammer. Hun kunne ikke nå dem, det var langt ude i det fjerne. Hun smed billedet væk, og lukkede øjnene. Ingen måtte se hende græde.
   Hun mærkede en hånd på sin skulder, som gav et sæt i hende. Hun kiggede med våde øjne, op på Kathrine, som stod med sin bamse, i sin ene hånd. Kathrine tørrede de sidste dråber væk fra hendes kind, og omfavnede sin halvsøster. Hun løftede Katrine op, og gik ind mod det lille sovekammer. Hun puttede Kathrine igen, og gik hen og slukkede lyset. Inden hun lukkede døren helt i, hviskede hun stille:
   "Undskyld."
   Sterinlyset i vindueskarmen, var snart brændt ned. Rummet virkede så dystert, så sent om aftenen. Den kolde pejs stod nedenunder, hendes fars gamle svær. Sølvblankt, og antikt.
   Hun tog det ned, og beundrede dens skarphed. Hun førte stille hendes tommelfinger, ned over dens blad. Hun skar sig, og så flængen dryppede blod ned på de persiske tæpper.
   Angsten ville have hende til at hente en klud, og tørre knivens dråber væk, fra tæppets overflade. Men dråberne havde sat deres blodrøde spor, så hun ignorede det. Der var alligevel også kun fem minutter tilbage. Hun ledte i sin hjerne efter gode minder. Men noget stod i vejen. Noget blokerede det hele. Hun kunne ikke overvinde blokaden. Ikke alene.
   De lange timer, førhen, var spildt. De lange timer med en psykolog, gjorde det bare værre.
   Psykologen fik hende til at huske, at det som var glemt. Alt det dårlige.
   Hun kunne ikke redde de sidste ar. Hun var nødt til at fuldføre dem. Psykologen sendte hende ind på den lukkede.
   Et halvt år, med ligegyldige mennesker, spildt. Hun mødte dog Martin derinde. De virkede nærmest som soulmates. De blev kærester, med nogle unødvendige hjælpemidler, til at klare hverdagen. Han fik hende ind i det. Det blev hver dag, i smug for de uvidende ansatte, som levede i den naive tro på, at de havde magten. De begge kom ud, og kontakten blev stadig holdt ved lige. To år. Martin ville have hende ud, i denne aften. Til deres sædvanlige sted. "Gyden" som de kaldte den. Stedet tilhørte de børn som aldrig blev voksne. De opfyldte bænke, med tomme dåser, flydende omkring. Deres senge.
   Men ikke i aften. Hun ville ud, men til et andet sted. Mange snakkede om stedet, men ingen havde været der. Hun følte det var hendes tur til at se stedet. Se hendes forældre. Se glæderne.
   Hun hørte en dytten udenfor. Det var Martin. Det var nu eller aldrig. Hun tog sin fars svær, og så sin blege hud reflektede i sværets blanke blad. Frygten blussede op i hende, det samme gjorde det tabte håb. Hun overvandt sin frygt, og de persiske tæpper blev til knivens dråber.