Dengang jeg var barn, var alt anderledes. Jeg var fattig. Min familie var fattig. Det er vi ikke længere. Nu har vi råd til alt, hvad vi ønsker. Det hele var alligevel lidt sjovere dengang. Vi var altid stræbende efter at blive voksne og rige.

Vi boede på en gård. Vi havde ingen el, intet lys, intet tv. Vi måtte selv finde på noget at lave, og det gjorde vi så. Dengang var vi opfindsomme, som bare satan...
   Vi havde kun os selv at lege med, og så nabodrengen, Jan. Så vi var 5 i alt. Vi var verdens bedste klike.
   På den vej vi boede, kom by-børnene tit cyklende. Vi kunne ikke lide dem, og mange af dem cyklede heller aldrig forbi vores hus igen. Vi legede indianere. Vi fangede dem, hvis vi var hurtige nok, og det var vi for det meste. Sommetider var de heldige, og slap med en advarsel. Andre gange bandt vi dem, til vores æbletræ ude i haven, til de lovede aldrig at komme igen. Hvis de så endnu engang turde cykle forbi, gav vi dem stød. Vi var de hårde børn fra landet. Vi elskede vores ry. Vi kunne lide at blive frygtet og hadet.
   Vi havde hørt at høns kunne flyve. Så vi tog den ene høne efter den anden med op i vores høje tårn, ude på marken. Der skubbede vi dem så ud over. De fløj aldrig, lige meget hvor mange gange vi lod dem falde... Skodhøns. Mange af dem døde af det.
   Vi blev ældre, og begyndte at gå i byen. Kroen blev vores nye tilholdssted. Pludselig var vi venner med by-børnene, som nu ikke længere var børn, men unge mennesker. Alt forandrede sig. Vi fik nye venner. Alligevel holdte vi altid sammen, når det virkelig gjaldt.
   Jeg måtte alt - bare jeg fulgtes med min ældste bror, Peter. Alligevel var det mig der slæbte ham med hjem, hver evig eneste gang.
   "Ebba, Ebba, vi skal ikke hjem nu, vi skal lige have en øl mere," og han kunne ikke drikke flere, men han gjorde det alligevel.
   Nu sidder jeg her, gammel og døv, på mine forældres gård. Mit barndomshjem, det bedste sted i verden. Jeg har udsigt ud til haven. Ud til æbletræet. Det var den bedste totempæl, vi har haft. Æblerne blev brugt til bomber, som vi kastede efter by-børnene.
   Jeg savner det til tider. Jeg savner mine brødre og min søster.
   Nu ser jeg dem aldrig mere. De er døde. Vi havde lavet en pagt. Hvert år skulle vi ud og plukke æblerne i haven før de blev for melet. Træet er efterhånden ved at dø... Det er jeg vel også. Jeg er nok blevet en tand for melet.
   Det er sådan et underligt træ. Det var os børn der valgte det. Jeg ved ikke hvorfor vi lige valgte det, men det gjorde vi altså. Der var mærkeligt for æblerne kan ikke engang spises, og vi elskede æbler mere end noget andet. Alligevel er dét, det bedste træ vi nogensinde har haft. Nu laver jeg grød af dem engang i mellem, men det bliver aldrig ret godt. Der er noget særligt ved det træ, ved de æbler. De er helt specielle. Det er som om de ikke rigtigt vil samarbejde, med andre end dem selv.
   Det eneste vi har nu er minderne.
   Som vi bliver ældre blunder alt ud.
   Også æbletræet.