Han står foran spejlet og stirrede stift ind i det. Så rynker han øjnebrynene, som ser han først nu, personen det gengiver.
- Dit svin. Dit svin. Dit forbandede svin!
Hans stemme skifter melodiøst fra en blid, overbærende hvisken, og til et arrig råb. Et råb som afslører, han har gennemskuet sig selv.
- Jeg havde en ven., begynder han stille og omstændeligt, - Jeg havde engang en ven. En der sagde, han var min ven, i al fald. En der udnyttede mig. Trådte på mig. Mishandlede mig. Og i det øjeblik, jeg forsvandt ud af hans liv, svor jeg, jeg aldrig ville ende som han. Aldrig blive sådan et kryb. Et svin. En...
Hans hvislen er lav, men hørbar:
- ...egoistisk klods om benet på dem, du elskede.
Han leer hånligt og lader tårerne få frit løb:
- Og... hvad blev jeg? Det skal jeg sige dig, min ven - jeg blev alt det, jeg frygtede at blive! Hm... Nu står hun dernede. Har klædt sig fint på, fordi du har inviteret hende i biografen. Hun har gjort noget ud af sig selv for din skyld, og så...
Han sukker og spørger så vantro sit spejlbillede:
- Så opfører du dig sådan overfor hende. Er det menneskeligt muligt at være så ondskabsfuld? Ih, nej, naturligvis: Du er ikke et menneske, men noget overmenneskeligt, ikke? Ha! Ja, jeg sagde: Ha! Det første skridt på vejen til at blive noget specielt, er sgu da, for pokker, først og fremmest at blive noget normalt! Og du... dit lede svin... bliver aldrig hverken normal eller menneskelig.
Han står længe og stirrer sig selv gennemborende ind i øjnene. Så fortsætter han:
- Giv hende plads. Hvis du virkelig elsker hende, så giv hende plads. Vis, for Helvede, at du er parat til hva' som helst, for at være værdig til at have lov til blot at kende hende. Og hva' som helst betyder i denne forbindelse noget uselvisk, min herre!
Han fnyser foragteligt:
- Ha. Det klarer du aldrig. Du er simpelthen for egocentreret til at føle noget som helst for andre mennesker. Men, dig er det altid synd for, ikke? Hver gang noget går galt, så er det aldrig dig, der har skylden, vel? Du er den arme stakkel, ikke? Ha! Du ligner "ham fra fortiden" mer' og mer', du! Du er ynkelig! Så prøv dog at tage dig sammen, mand.
Foragten lyser ud af hans øjne, og havde en læge iagttaget ham, ville denne formegentlig have anset ham for skizofren. Hans udtryk vender nu tilbage til den bebrejdendes:
- Hvad blev der egentlig af dit gamle, hyggelige, morsomme jeg, hva'? Det forsvandt. Blev ofret på selvoptagelsens bål. Men, nu skal jeg betro dig en hemmelighed, lille ven. Tør du høre den?
Han læner sig fortroligt ind mod spejlet, nikker energisk, og hvisker - langsomt, men tydeligt:
- Hvis du bliver ved med det der, så hænger du på den! Du opnår intet her i livet, for du bliver jo bare derhjemme, svømmende i dit eget, selvmedlidende bræk. Frygter alt nyt, fordi du mister grebet. Du formår ikke at dominere det. Er du klar over, det er det, der er galt?!!!
Det sidste bliver råbt, i en blanding af raseri og fortvivlelse.
- Du vil forsøge at tvinge andre tilbage i de roller, du tilfældigvis har sat dig for, de skal spille i dit liv - din fantasiverden - dit private univers - men... hvis de en dag pludselig ikke vil "lege med" mere, hvad så? Så står du der, og hvad? Ja, hva' gør du så? Du skriger op? Bebrejder dem, de kan tænke selv? Postulerer, det er dem, der tager fejl? Får dem til at føle skyld? Ja, goddag og bingo, min herre! Det er netop lykkedes Dem at blive kåret som Verdens største svin! Hvordan føles det? Hvordan føles tituleringen... svin?
Han slår hænderne for øjnene, og hænger hulkende ind over håndvasken et stykke tid. Gråden kommer i stød, men først stødvis, til sidst helt forståeligt, kommer så også ordene:
- Du... har... ry for... at være... både en... sympatisk... og nogenlunde... intelligent fyr. Så ta' dog, for Himmelens skyld, at bevis', det er sandt, hvad de siger!
Så rejser han sig fra sin sammenkrummede stilling og ser på sig selv:
- Gudfader bevare os, hvor ser du ynkelig ud., konstaterer han træt.
- Tag det ikke som en kritik, min ven, men husk det. For hvis ikke du ta'r dig sammen, ja, så ender du med at ryge endnu længere ud! Og der er jo ingen andre, der nænner at sige dig sandheden, foruden mig, vel? Men som vi står her, så gennemskuer vi jo meget godt hinanden, ikke sandt? Du vil vel ikke ende med at miste alle omkring dig, på grund af din egen selviskhed og selvovervurdering, vel? God, du forstår mig - og gå så i seng! kommanderer han.
Og så slår bifaldet, tordnende, sammen om ham. Han træder ud af rollen og bukker dybt for sit publikum i den smukke, intime teatersal.