Et vidunderligt nakkeskud
selv sjælen blev skudt ud

ser mig selv i øjnene
tårer falder fra dem

smerte i mine knæ
livets sidste gråd

en enkelt protest
sådan ender den

alt det jeg har kært er tankerne
mest af alt er livet

blodet er det sidste jeg mister
jeg har elsket dig

der er huller i mit tøj
der er røde striber på ryggen

der er huller på mine knæ
det kommer der når man går på dem

jeg trodser dem og lader hænderne falde
de var så smukt plantet på mit hoved

bliver beodret ned på knæ
atter går der hul på mine sår

man vælger at sparke
endnu et ribben knækker inde under huden

jeg hoster og hakker
kroppen protesterer over det man byder den

man skubber mig ud i en gård
sollys for første gang i uger

falder på vejen op af trappen
den er slidt af at sende folk til himmels

takker min celle
for det liv den ikke gav mig

takker folk omkring mig
takker af

stolt provokation er stadig ord i min mund
menneske du er ond

der er postyr foran min dør
for år tilbage var den en andens

jeg tar' en dag mere
en af flere

bruger atter en dag på at stirre på mørket
det symboliserer det ingenting jeg har gjort

uskyldigheden bag lås
politisk handling i bås

man har lovet mig frihed om 10 dage
der snakkes om at give mig en chance

jeg lever på syvende år med håbet
håbet om en fremtid med liv i

sjette år døde da det sluttede
femte år valgte man at dope mig som udvej

fjerde år gik med kærligheden til en rotte
tredje år begravede jeg i stolthed

andet år var i torturens tegn
første år huskede jeg hvad et menneske er

så blev jeg pågrebet
højst et par måneder

flyvebreve om alt det der ikke er
stoppet i en grå taske

en ugentlig ulydighed står for døren
kysser min sovende datter

gør mig klar
hun græder som var det sidste møde

ingen grund til panik
vi ved hvad vi gør

alle spor fjernes
efter to dages ulovligt trykkeri

vi er ikke alene
vi har alle været mennesker