Vorherre sad ved sit tegnebord
og designede et lille nor.
Det ikke var så let fordi,
han lave sku' en lille bi.
En brumlebi, en humlebi
med vinger små og krop som få.

Det gik ej let med det projekt,
han derfor kaldte på en knægt
og sagde: - Hjælp min fantasi,
jeg lave vil en lille bi.
Det være skal et bitte myr
blandt denne verdens mange dyr.

Og knægten svared' ham igen:
- Vorherre kære hillemænd,
hvis du et lille dyr kan li'
så lav det dog med fantasi,
et kræ som få med vinger små,
der tvinger det på jorden gå.

Når man skal lave et insekt,
så er det nemlig kun korrekt,
i fald man sætter vinger på
for rundt insekter flyve må,
men dette dyr, den lille bi,
skal laves med økonomi.

Med hjerte og designerkval,
vi skriver nu en manual,
der siger at med kluntet krop,
man gøre kan kun tunge hop,
med vinger små og krop som få,
man tvinges til på jorden gå.

Det ny projekt nu færdigt var
og bien var nu ganske klar,
i verden til at drage ud,
for at i livet stå for skud.
På hvert et bjerg i hver en dal,
med samt Vorherres manual.

Nu humler ikke læse kan,
så da den stod på verdens rand,
den viste ej, den ej ku' nå
fra jorden hist til himlen blå,
Med krop som få og vinger små,
Det aldrig kan i verden gå.

Med krop som få og vinger små,
den tvinges til på jorden gå,
Sa' manualen til sin herre,
men bier læser ej desværre.
Den vingen strakte for at lette,
fra jorden fløj den uden trætte.

Den lille bi var kreativ,
den levede et andet liv,
end skrevet i dens manual.
Den bragte lys i jordens kval,
mod himlen fløj vor humlebi,
trods slet design og inerti.