"Jack! Hvad laver du her!?"
   "Jeg er kommet for at besøge dig." Hans blik var forsigtigt og prøvende. "Jeg har ændret mig. De har erklæret mig rask." Han var en stor undskyldning for sig selv. "...laver du ikke noget mad...? Jeg er sulten..."
   "Det kan jeg ikke... jeg har ikke tid. Jeg skal..." Tøvede. "...Ud."
   "En date?"
   Jeg nikkede.
   "Er det i orden hvis jeg tager lidt mad inden jeg går?" Han kiggede på mig med øjne som en slået hundehvalp. Jeg nikkede bare igen. Tog min taske og forlod stedet. Jack var i mit hus...

Jeg tilbragte natten hos min kæreste. Fandt på undskyldninger for ikke at skulle tage hjem, men sagde intet om Jack. Ville ikke have at han bekymrede sig. Ville ikke give Jack problemer hvis han nu virkelig havde ændret sig. Den nat slap jeg ikke min kæreste et øjeblik. Holdt ham helt tæt. Som en beskyttende hinde. Prøvede at holde mareridtet og minderne om Jack ude. Men natten fik en ende. Kæresten skulle på arbejde. Jeg skulle hjem...

"Jack? Er du her?" Stilhed... jeg pustede ud. Lettet. Gik ind i stuen. Rent. Han havde i hvert fald ryddet op efter sig. Rystede på hovedet af mig selv. Først var jeg skræmt fra vid og sans over at havn var i mit hus, og nu tænkte jeg kun på om han havde ryddet op efter sig. Jeg smilede. Fortsatte ind i soveværelset. Jeg fløj tilbage i bar forskrækkelse. "Jack!" han sad og kærtegnede en pistol. Lod den finde til rette i hånden, og rettede så løbet mod mig...
   "Velkomme hjem!" han affyrede pistolen. Jeg faldt bagover og landede hårdt på gulvet. Det sved i min skulder. Kiggede op. Jack sad bare og studerede pistolen. "spild af kugler." sagde han stille, som var det til den. Jeg prøvede at kravle ud så stille som uligt, men han opdagede mig. Selvfølgelig.
   "Går du? Gider du ikke lege mere?" Hans stemme. Som et lille barns. Han fik øje på blodet.
   "Åh, du bløder! Nej nej nej, det var ikke meningen. Er du okay?" Han kom hen til mig. Tog fat i min arm. Hev mig på benene.
   "Så, se så. Nu er du okay igen." Han kiggede smilende på mig. Tilfreds. Gav mig pistolen. Som skulle jeg passe på ham. En lille dreng der havde leget med køkkenkniven og indså hvor farligt det var. Jeg kiggede ham i øjnene. Forstod ham ikke. Pludselig ændredes noget i ham. Hans øjne blev mørke. Onde.
   "Hvad vil du gøre nu?" han langede mig én på siden af hovedet. Jeg faldt. Pistolen fløj ud af hånden på mig.
   "Som du ligger, der kommer jeg til at tænke på noget... hvordan gik din date?" Han gik hen og samlede pistolen op.
   "Hvor gjorde i det? I sengen..? På gulvet? Eller op mod væggen!?" Han sparkede ud efter mig. Ramte. Men gled. Fandt balancen. Tabte pistolen. Faldt mod jorden. I det samme gik den af...
   Han sank sammen. Åndede ud. Det var slut.

"Du er fantastisk." Det sagde han altid...