For meget længe siden, helt i attenhundred'tres
sad skipperen fra Kragen og var meget veltilfreds
Han fik sig en genever, der var både stor og krads.
Det var i Englands Indien, i den gode by Madras.

Da han var ved den tredje dram, da ind ad døren tren
en mand, der ikke just ku' kaldes skippers gamle ven.
Han tøved' lidt i døren, da han skippers åsyn så,
så gik han helt i kroen ind, imens han tygged skrå.

De rafled' drak og pralede to gamle mænd af stål,
og da de nåed' lukketid, de tog et væddemål.
Den første, der ku' losse en last te i London havn
var bedste skipper af de to af både navn og gavn.

Vor skipper ned til kajen gik og kravlede ombord.
Han skråled' og han bandede, nu sejler vi mod nord.
Vi lande skal en hel last te i Londons gode havn,
vi bedre er end Svanens folk af både navn og gavn.

Vi gik med tidevandet ud imod det store hav,
på masten sattes hver en klud af sted vi os begav.
Den sidste lastekuli, ja ham smed vi overbord
han svømme måtte trende mil mod vest en streg til nord.

Med skippers gamle skjorte som et ekstra lille sejl
Vi gik om Kap det gode Håb i Agulhasstrømmen stejl
og Taffelbjerget dækket stod som til en barnedåb
og alle var vi fyldt med mod og råbte hurraråb.

I favnehøje bølger vi nu kæmped' os mod nord,
mens to mand hang i knagerne på Kragens rådne ror.
Og skipper stod ved lønningen så trodsig, stolt og stejl,
og masterne de bøjed' sig og svinged' som en plejl.

Med Svanen tværs for agten vel en kabellængde væk,
vi svedte sled og knoklede i mange døgn i træk.
Beskøjterne var hårde, flæsket væskede og stank,
og vand og rom var sived væk fra skibets rustne tank.

Så da vi stod Biscayen ind røg riggen overbord
og endelig så brækkede nu skivets rådne ror,
mens skipper stod på bakken, og han bandede og svor
og Svanen stolt passered’ os alt som en meteor.

Vi gik i redningsbåden ned en trosse stak vi ud
og trak og sled i årene alt på kaptajnens bud,
med Kragen som en anskudt and, vi roede mod nord,
mens skipper talte takten for os alle der ombord.

Men da vi sad ved årene en årle morgenstund,
og kikkede mod Frankrigs kyst, der Svanen stod på grund.
I sejersrusen var hun gået lidt for tæt på land,
og rig og master vælted’ om i strandens fine sand.

Med nye kræfter prajed vi vor gamle konkurrent,
der ikke godt befandt sig i sit nye element.
Vi indikered' ruten, der sku' føre dem mod nord.
Mens Svanens skipper stod på dæk og bandede og svor.

Men Svanens skipper var ej sen, han gjorde slig som os,
med både to han trak sig fri og kommandered' los.
De spyttede i næverne og drak en rom så stor,
så stak de årene i hav og roede mod nord.

Se da vi nu stod havnen ind et sælsomt syn vi var.
For ingen ville gi' sig, og et sammenstød var klar.
Men begge vore skippere de hopped’ overbord
og svømmede mod kajen ind alt til en stevedor.

Vor skipper svømmed’ som en fisk med pibe og sydvest
han entred’ kajens tømmer, som nu aber de gør flest.
Han løb og røg på piben, mens han bandede og svor.
Med Svanens skipper efter sig. Han fandt sin stevedor.

Vi fested drak og horede i atten døgn i træk,
og da de så var gået da var alle penge væk,
da pakkede vi alt vor kluns ned i vor køjesæk,
og stod med tidevandet ud til bølgens vilde bræk.