En lille fugl i busken sad,
den burde faktisk være glad
den kikked på den frosne have
og tænkte på sin slunkne mave.

På foderbrættet sad en høg,
og det var virk'lig ingen spøg,
den havde også sulten mave,
der var ej rart i samme have.

Hvad gør jeg nu sa' fuglen trist
mit foderbræt er ganske vist
med korn forsynet til besøg,
men hvad så med den satans høg.

Med tænksom sjæl den nakken kløed
mens hungeren i maven øged.
Her må jeg vistnok bruge list,
for ellers dør jeg, det er trist.

Den grubled lidt endnu en stund,
så huskede den husets hund.
I sommers hunden var en skat,
den jagted nemlig husets kat,
der gik på jagt i denne have,
og også havde sulten mave.

Den lille fugl fra busken fløj,
diskret og stille uden støj,
den søgte efter hunden som
sku’ hjælpe den mod slunken vom.

Dens søgen fik dog snart en ende,
for hunden var ej svær at finde,
ad husets bil den letted’ ben,
den lille fugl var ikke sen.
Den satte sig på bilens tag
og fløjted’ denne vinterdag.

Og hunden lytted og forstod,
den bilens våde hjul forlod
og stille efter fuglen lunted
den hurtig var og ikke kluntet.

Besat var endnu foderbrættet,
mod fjenden fuglen vingen retted
vor vovse efter høgen for,
som var det husets kat i fjor.

Vor lille fugl er kisteglad,
den får sig nemlig middagsmad,
af glæde synger den en sang,
som tak for hjælp endnu engang.