Der stod han så uden en trævl på kroppen, med sin blege nøgne hud som Vorherre havde skabt ham, mens drengene grinede, og pigerne fnisede.
Ikke at det var frivilligt, men der sker til tider ting, man ikke kan gøre noget ved.
Skammen stod tydeligt mejslet i hans ansigt.
Overmagten var for stor, selv om han havde prøvet, at gemme sig bag en låst toiletdør.
Selv om låsen var på den rigtige side af døren, kunne han ikke modstå de større drenges kræfter, som fik ham ud efter først at have stjålet hans underbukser.
Da de først havde fået døren op var det nemt for de seks at tage håndklædet fra ham.
Imens morede pigerne sig kosteligt - indtil det blev opdaget.
Han kan den dag i dag huske hele episoden op til pigernes grin.
Hvad der skete derefter kunne han ikke huske før han sad hos inspektøren og græd.
Velkommen i klassen, lille ven, tænkte han!

Der stod han så, 11 år gammel, og vidste, at der var udstukket en smertefuld vej for ham.
Han lærte at løbe stærkt for ikke at få tæv.
Han lærte at lyve, da ingen troede på ham alligevel.
Han lærte, at ordblindhed - ifølge dansklæreren - var dovenskab.
Han lærte at være diplomaten i hjemmet, fordi der ikke var andre - til at skabe fred.
Der stod han så, og han står der stadig.
Med ar på sjælen, der minder ham om, at han var den stærke.
Med en viden, han helst havde været foruden.
En viden fortæller ham, at han står stærkere end de fleste i modvind.
I dag lever han med smil i øjet og en drenget charme.
Med en kone der støtter ham og en søn der har stjålet hans hjerte.
Arene lyser op, hver gang han hører nogen sige, at mobning ikke sker så tit, eller at ordet misbruges.

Men er en gang ikke mere end nok?
Er én arret sjæl ikke én for meget?
Hvem tør gribe ind?