Der midt i det hele stoppede jeg op.
   Der skete noget!
   Hvor?
   Eller var det fordi der ikke skete noget?
   Jeg er trods alt alene i min ungkarlehybel. Ja, det er nok det, at der ikke skete noget.
   Derved så ensomhedens stemme muligheden for at skrige og dog var det nærmere en stille hvisken...
   Hvorfor?
   Jeg havde jo så travlt, med at - med at - slå tiden ihjel!
   Så skete det igen!
   Men denne gang hørte jeg stemmen i mit indre. Jeg forstår bare ikke ordenes betydning.
   Det er måske også meningen, at jeg skulle forstå at det ikke er nogen ord der beskriver dens nødråb.
   At selv om ensomheden har en stemme, kan den ikke sige hvad den vil.
   Det er bare udtrykket om en længsel.
   En længsel efter nogen at holde af og holde om.
   En længsel efter en indre varme der udspringer fra hjertet, som kun kærligheden kan give.
   Jeg ved at jeg ikke længere kan overhøre min indre stemme.
   Min krop reagerer mere spontant og jeg ved hver gang en sød pige er inden for rækkevidde.