Hvorfor skal alle skændes rundt om os?
Det driver med hvide løgne og trods.
Hvem tog magten til kærlighed fra os?
Jeg ønsker jo bare at vi sammen giver los.

Vi kan snakke uden at misforstå alt,
Mens andre gnider i vores sår salt.
Lad himlen om at rumle og tordne.
Så kan vi sammen vores liv ordne.

Jeg har kampe nok mod min ordblindhed.
Lad os beholde vores naive kærlighed.
Du kæmper rigeligt med allergi og gigt.
I disse kampe gør vi vores evige pligt.

Vi kæmper dagligt vores enlige kampe,
bare for ikke at falde ned fra vores rampe.
Sammen kan vi give hinanden styrke,
bare vi sammen vores kærlighed dyrke.

Min hukommelse kæmper for at huske hvert et ord.
Selv om de alle står i ordbogen, der på vort bord.
Jeg ønsker du forstår hvert et ord jeg skriver.
Så du får alle chancer for at forstå hvad jeg giver.

Mit hjerteblod er givet ved løfte til menigheden,
Og det gælder for livet og resten af evigheden.
Men bare et ord er stavet forkert får andre fært.
Jeg forstår ikke ordenes lyde og kan ej få det lært

Bogstavernes sande rækkefølge kan jeg da godt.
Og skrive dem så alle syntes at det er rigtig flot.
Jeg gætter ikke som andre, uden lydens rettesnor.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke er blevet stor.

Er ordbogen så min gode ven eller fjende?
Hvad kan man dog ikke i den af ord finde?
Hvad gør man uden et bogstav at starte med?
Så trækker ordenes tyngde én helt i sølet ned.

Som barn var jeg ej dum, stum eller damp.
Jeg kan aldrig helt forklare min daglige kamp!
Men jeg vil kæmpe for os resten af mit liv.
Og håber at du alligevel vil forstå, dejlige viv.