En torsdag aften med en ven.

Forberedelserne til den efterfølgende aftens venskabelige sammenkomst. Alt er så klart som det kan være dagen før.

Der sidder vi, to gode venner, fuldstændigt ædru og snakker om livet. Jeg fortæller om min nyfundne kærlighed og han om manglen på samme. Jeg fortæller om weekenden før, hvor jeg introducerede min lille diamant til vennerne og familien, samt om dagen efter hvor hun vil forlade mig for en stund.

Dvs. tage på ferie uden mig. Jeg ved at jeg burde være lidt trist over ikke at skulle se hende i over en uge, men jeg er også lettet over at få tid til at tænke det hele igennem. Ikke at jeg er i tvivl om jeg elsker hende, det er bare gået så stærkt. Dog har jeg hele tiden følt at det var rigtigt..

Jeg er for alvor ved at slække på paraderne og slappe af. Jeg har nok været for anspændt og nok også bange. Bange for at tro for meget, bange for at håbe for meget, ja selv bange for at bede om for meget.