Den bagende sol sved dens pels, og fik dens sår til at svie endnu mere. Den kæmpede hårdt, men følelsen af at blive svagere tog håbet fra den. Den væltede om på jorden, så støv og skidt fløj omkring den. Den vidste ikke hvor meget længere den kunne gå. Den var udmattet. Den måtte sove...
   Den åbnede forsigtigt øjnene. Den kunne mærke at noget prikkede i den. Noget bed i den. Den kiggede forsigtigt frem for sig, og fik øje på to gribbe der stod og pillede i dens sår. Med en kraftanstrengelse, der fik det til at sitre i hele kroppen, fik den rejst sig. Først fattede de to fugle ikke spor, men da den så vidste tænder, og gjorde udslag mod dem, lettede de fra jorden, og svævede i stedet over ham...
   Han kæmpede videre. Han ville ikke lade gribbene vinde. Ikke denne gang. Han vidste at så snart han gjorde tegn på at han havde givet op, ville de være over ham. Sårene sved endnu mere nu. Han følte pludselig de skarpe kløer i sig igen. Selv om at han mest huskede det i små korte glimt og lyde, havde han et nogenlunde klart billede på hvad der var sket. Han tænkte tilbage...
   Han tænkte på hvordan hans eget afkom var kommet imod ham. Oppustet og faretruende. Han huskede hvordan han havde taget kampen op, og hvordan den var endt. Hvordan han med blødende sår, og nedbøjet hoved, havde måttet forlade sin flok. Sine mager og sit liv bare på grund af et arrigt afkom, han selv havde været med til at skabe.
   Solen begyndte at gå ned. Han vidste at det nu ville blive koldt. Iskoldt. Han havde allerede været igennem dette. Han huskede hvordan de i flokken havde ligget tæt sammen og holdt hinanden varme. Hvordan de nyfødte unger altid fik møvet sig ind i midten, og hvordan hunnerne altid kappedes om at ligge ved siden af ham.
   Han rejste sig. Igen var han faldet sammen af træthed, men gribbene var væk. Han vendte sig mod solen, og fulgte solens tidlige stråler. Han vidste at solen kunne genopvarme hans forfrosne krop efter den lange nat. Han kunne ikke længere føle sin krop. Den var stiv af de indtørrede sår. Han slikkede sig om munden, med en tunge der var tørrere end jorden han gik på.
   Han følte sig alene. Alene med sin smerte. Alene med sin ensomhed. Han lagde mærke til to skygger, der flyttede sig hen over jorden. Han Kiggede op, og fik øje på de to gribbe fra dagen før. De regnede nok ikke med at han havde langt igen, det troede han heller ikke selv på. Han havde mistet håbet, og gik nu bare rundt som i trance.
   Pludselig fik han øje på noget i horisonten. Han stoppede op og fokuserede. Han mærkede hvordan det sved i hans øjne. Han havde ikke brugt dem længe, og betændelsen gjorde det ikke bedre. Hans øjne fik arbejdet sig frem til at det var vand. Han kunne, hvis han virkelig anstrengte sig, nå derhen inden aften.
   Kun få meter igen. Han kunne næsten fornemme hvordan vandet ville føles i hans mund. Hvordan det ville smage, og hvor livgivende det ville virke på ham. Hvis han kunne, ville han havde smilt for sig selv ved tanken om de skuffede gribbe, der måtte fortsætte deres søgen på føde uden et bidrag fra hans side.
   To meter. En. En halv... Han sænkede forsigtigt hovedet ned mod overfladen. Men stoppede ikke da han nåede den. Hans hoved faldt stille til rette i vandet, og hans krop sænkede sig, til han lå med bugen mod jorden, og benene slapt under sig.
   Der gik ikke mange minutter fra hans sidste åndedrag, til gribbene kom flyvende for at få deres længe ventede måltid...