Mit eget hoved har en tendens til at være ved at eksplodere. Jeg tænker tit om det mon kan ses på mig. Det tror jeg ikke det kan, men man kan da blive i tvivl når hovedet dunker og jeg mærker mine øjne hænge i en tynd, tynd tråd fra at poppe ud af den skal som et hoved jeg har mig. Nej, jeg tror ikke man ser det, men der er alligevel noget jeg har lagt mærke til i vores samfund, og det er, at vi altså kigger på hinanden som om hinanden er hovedløse måger, hvis hoveder allerede er sprunget i luften. Jeg kan godt selv lide at forestille mig sådanne ting om mennesker jeg ser på havnen en søndag formiddag, for man har jo trods alt kun det sjov man selv laver, ik?
Mit hoved er ved at eksplodere og jeg ved godt hvorfor, jeg prøver bare at komme med bortforklaringer, for jeg ved at så snart jeg erkender det, er det ovre med lurendrejerhistorier, mest overfor mig selv. Jeg er forelsket. Det tror jeg i hvertfald, jeg har nemlig ikke sådan rigtig prøvet det før. Jeg gik ned af havnen i onsdags, og jeg opdagede pludselig noget mærkværdigt. Normalt lægger jeg mærke til duften af nyslået græs og tænker egentlig mest på, at duften, er græsset, der skriger efter hjælp, men nej ikke det. Det var ej heller hovedløse måger, nej det var lyset fra solen, og varmen mod min krop. Det var måden den våde asfalt glimtede, og lyset svingede i takt med bølgerne. Jeg hørte fuglene synge, og jeg overvejede at synge med, bare en lille smule. Jeg så ned på armbåndsuret og talte sekunderne for at se om tiden virkelig gik, jeg har set, at det er en måde at tjekke om man drømmer. Jeg kunne mærke det ned til min storetå og op til mit for nyligt kortklippede hår. På mine kinder trillede nu 3 forsigtige tårer.