Der er mange farer i havene. Man har den umiddelbare fare af at blive spist af et større dyr end dig selv, men mennesket har bragt mange sekundære farer ud i havet. Man kan blive slået ihjel af motoren fra en båd, blive fanget i et kæmpe fiskenet, blive kvalt i deres plastikskrald eller man kan dø af at blive smurt ind i deres giftige klamme olier. Jeg følger havstrømmene, rundt og rundt, mens jeg leder efter mad. Men jeg har måtte ændre mine vaner, for der er ikke så meget mad længere, som der var engang. De fleste af de unger, jeg har fået igennem livet, har ikke overlevet. Jeg ser dem ikke klække, komme ud af deres æg og kravle ud i havet. Men jeg ved, vi alle kæmper for at overleve. Og det starter allerede, når vi udklækkes. Havet føles stort og truende og ikke, som det dejlige hjem, det var engang. Vi er alle bange, vi er alle sultne og vi kæmper alle en daglig kamp for vores overlevelse. Jeg havde engang en mage, jeg troede, jeg skulle have hele livet. Men hun fik plastikskrald op i næsen og havde svært ved at få luft oppe ved overfladen. Hun blev fanget af en båd og de tog hende med. Jeg har ikke set hende siden og jeg er bange for, at jeg aldrig vil se hende igen. Når først menneskene tager en, så er der ikke meget håb tilbage. Jeg ville ønske, de alle sammen forsvandt. Jeg ville ønske, der kun var dyrene tilbage. Man ved aldrig hvad mennesker, kan finde på. Men dyr, dyr spiser for at overleve. Dyr tilpasser sig. Dyr dræber ikke hinanden for sjov. Jeg ville ønske, der ikke fandtes mennesker.